Forfatter: Ham dér

Vædderens togt
- Julekalender 2012 på Naterotik.dk -
 

 

Titel - Afsnit

Oprettet

Uddrag fra novellen

Kapitel 1
Brevet

0112
2012

Højtærede Broder. Du næppe aner, hvilken uudsigelig Glæde det haver beredt mig i dag, at modtage og læse Dit Julebrev. Endskønt Du skrev det i August, ankom det først nu. Iblandt hænder det, at jeg lyster at bytte min trygge Tilværelse i Kjøbmandsgaarden med et spændende Liv som Dit. At Frederiksøerne næppe er et Sted for unge Quinder at opholde sig, kan jeg ingenlunde betvivle, dersom jeg læser Din Beskrivelse. Ja, Eders Louise maa være blevet en rigtig Quinde nu, endskønt det er svært at forestille sig. Jeg kan forsikre Dig, at i Kjøbmandsgaarden vil Louise finde saavel hjerterum som husrum. Vi vil behandle hende som een af vore egne Børn.
 

Kapitel 2
De vilde

0212
2012

Louise havde sneget sig fra sine oppassere. Noget måtte der jo ske ind imellem. Men trods varmen var hendes hjerte frosset til is, da hun pludselig i tykningen stod ansigt til ansigt med en vild. En ung vild med spyd. De sagde ikke en lyd. Indtil den vilde med en kats smidige bevægelser havde bøjet sig ned og løftet op i hendes skørter. Han havde set noget overrasket ud, da han havde set hendes mamelukker. Med sit spyd puffede han overraskende blidt til dem. Louise turde ikke andet end at adlyde og tage dem af. Blidt puffede han hende omkuld, og Louise landede blidt i den tætte bevoksning. Han spredte hendes ben...
 

Kapitel 3
Fruentimmere ombord

0312
2012

Hun delte ”lukaf”, som et kammer hed til søs, med Dona Maria de Nadal, som var spanioler. Kaptajnen havde reddet hende fra sørøvere på vej til Frederiksøerne, sagde man. ”Tænk at være fanget af sørøvere,” tænkte Louise. ”Tænk på, hvad man skulle?!” Louise gøs ved tanken. Og samtidig kunne hun ikke lade være med at bemærke, at der bredte sig en underlig varme i hendes krop ved tanken. Hun rødmede igen. Jørgen Clausen så det og løftede spørgende et øjenbryn. Så kom de drillende, smilende øjne igen. Og varmen blev værre – eller bedre. Louise var vis på, at hun rødmede des mere.
 

Kapitel 4
Orkan

0412
2012

Bådsmanden førte en tydelig nervøs matros af sted. Matrosen var en tætbygget, muskuløs ung mand, blond, næsten hvidt, der først lige var blevet fuldbefaren matros. Bådsmanden så spørgende på Woersøe. "Til masten," oplyste Woersøe. "På dæk?" spurgte bådsmanden overrasket. Woersøe rystede på hovedet. "Ingen skal være på dækket. Det bliver på banjedækket.” Her blev mandens skjorte løsnet og han blev bundet til masten. Hans benklæder blev løsnet og trukket så meget ned, at hele ryggen blev blotlagt sammen med det øverste af hans balder. Yngstebådsmand, i hvis lod det faldt at være skibets profos, var blevet tilkaldt og stod klar med tampen, et armtykt stykke tov. Skibets soldater markerede en firkant om sceneriet. Og udenom havde mandskabet samlet sig.
 

Kapitel 5
Længsel

0512
2012

"Du går ingen steder, før jeg er færdig med dig, Petrus Kreihorst!" havde hun smilende befalet, "Om på ryggen!" Og da han ikke straks makkede ret, havde hun trukket hans livrem ud af benklæderne og givet hans ende 5 rap med den. Derpå havde hun, uden at tage sig af hans spagfærdige protester, taget hans benklæder af. Halvnøgen og bundet havde han ligget på sengen; udsat for Sidses luner. Han kunne ikke huske, hvor mange gange han havde været op i hende denne aften. Eller rettere, hvor mange gange hun havde været ned over ham. Men han kunne huske, hvor udspekuleret Sidse med hænder, mund, bryster og endda fødder havde fået hans udmarvede lem op at stå igen.
 

Kapitel 6
Straffen

0612
2012

Clausen rømmede sig: "I mandskabets øjne er det såre simpelt. Fruentimmerne trodsede den Højestes bud og blev ikke straffet. Altså straffer den Højeste os alle nu." Clausen holdt en dramatisk pause, mens Kreihorst og Woersøe nikkede. "Fornuften ser det ikke så simpelt. Sammenhængen med Guds straf og orkanen er ikke så indlysende for os. Men selv vi kan, når vi ser dette uvejr, komme i tvivl. Men jeg vil foreslå, og jeg vil understrege: i mangel af bedre, at vi ser, om vi kan trække tæppet væk under mandskabets snak ved ikke længere at lade fruentimmerne være ustraffet. Med lidt held afholder det folk fra snak om Guds straf. Det er næppe noget tiltalende endsige skønt forslag. Men når alt kommer til alt, er det vel også ret og billigt og i søartiklernes ånd, at de straffes for deres skamløshed..."
 

Kapitel 7
Omsorg og drømme

0712
2012

Jørgen Clausen forklarede om stemningen på skibet, om sømænds forhold til kvinder på skibe og deres tolkning af orkanen som Guds straf. Louise nikkede. "Oplagt," mumlede hun, "hjalp det så?" Men hun kunne egentlig godt mærke på skibets bevægelser, at orkanen ikke havde lagt sig. "Nej," sukkede Clausen, der nu smurte noget på Louises ryg. De blide berøringer på den forslåede ryg var på samme tid smertefulde og velgørende, og Clausens fingre sendte således ilinger direkte ned i Louises underliv. Et støn undslap Louises læber, og Clausen holdt straks inde, ikke interesseret i at påføre Louise mere smerte. "Åh, bliv ved, løjtnant," mumlede hun med en stemme, som Clausen tilfreds bed mærke i. "Som De ønsker, frøken Louise," sagde Clausen stille og genoptog sin indsmøring af Louises ryg, hvor han støt bevægede sig nedefter.
 

Kapitel 8
Alle mands kvinde

0812
2012

Woersøe var sammen med kaptajnen, der formåede at stå urokkelig bag sit bord i den reglementerede blå frakke med røde benklæder. Den trekantede sorte hat med guldbånd lå foran ham. "Mine damer!" Kreihorst rømmede sig. "Stormen har ikke lagt sig, som De bemærker. Jeg vurderer nu, at situationen er så alvorlig, at alle hensyn må vige for skibets sikkerhed. Alle!" understregede kaptajnen og holdt en dramatisk pause. "Det er fra forskellig side blevet påpeget, at den straf, De fik, ikke var den rette. Det har medført en del uro blandt de jævne sømænd - og som vi kan se har orkanen ikke lagt sig. Talen om Guds straf lever stadig. Derfor har jeg ikke råd til mildhed. Derfor har jeg bestemt..." igen tav Kreihorst et øjeblik, "at De skal løbe fra råen."
 

Kapitel 9
Et spørgsmål om opdragelse

0912
2012

Så lagde hun sig over Clausens knæ. Og så fik hun smæk. Louise vidste ikke hvorfor, men efter hvert slag talte hun højt og sagde tak. Hendes balder havde fået en noget rosa kulør, da han holdt inde. Men han gav ikke slip på hende; i stedet søgte hans hånd imellem hendes ben. Det fik hende til at sukke dybt. Nogle fingre trængte op i hendes skød, som hun villigt åbnede. Fornemmelsen var vidunderlig, men blev dog overgået, da en vædet finger trængte ind i... hun turde ikke tænke ordet, men blev også afbrudt af barnegråd i rummet ved siden af. Clausen fjernede ned et smil sine hænder, og Louise rejste sig. Kjolen faldt på plads, og hun rakte ud efter sine mamelukker.  Men Clausen rystede blidt på hovedet. Og Louise sukkede smilende.
 

Kapitel 10
Landgang

1012
2012

Pludselig puslede det i tykningen. Lynhurtigt trak Clausen sin sabel. Vagtsomt trykkede han sig gennem det tykke krat. På den anden side så Clausen et forskrækket udtryk på et mørkt ansigt, der dog hurtigt blev afløst af et smilende hvidt tandsæt og en håndbevægelse, der sagde "fred og ingen fare", da den unge indfødte havde gennemskuet situationen. Med et smil stak Clausen sværdet i skeden, og opdagede, at han den indfødte, en stærk, nøgen yngling ikke var alene. Han lå ovenpå en nøgen ung kvinde, der ligeledes smilede. Clausen nåede ikke at holde Louise, der var fulgt efter ham, tilbage, før det unge par genoptog deres afbrudte aktivitet. Faktisk kunne Louise slet ikke holde øjnene fra de smukke unge kroppe. Og hun lod ikke Clausen trække sig væk. Det så ikke ud til at genere det unge par, der lidet senere nåede lyksalighedens øjeblik. Herefter satte de sig smilende i skovbunden, aldeles uinteresseret i at skjule deres køn. Louise stirrede fascineret på skift fra mandens store manddom til kvindens halvåbne, lysende rosa grotte.
 

Kapitel 11
Konsekvenser

1112
2012

Hvis det er, som jeg tror, så har de ligget med en frøken, som er mig betroet. Jeg kan se, hun er smuk, og jeg kan følge Deres lyst. Men De har misbrugt min tillid. Og hvis jeg finder ud af, at De har lyksaliggjort hende i en sådan grad, at man ikke kan bortforklare det, vil jeg personligt sørge for, at De vil tilbringe resten af Deres ynkelige liv som skriverkarl hos havnemesteren på Store Frederiksø!" Kreihorst holdt inde. Clausens hoved truede med at eksplodere. Han tog sig til det. Men Kreihorst fortsatte: "Jeg kan se, De har hovedpine. Jeg har en idé om, hvad De har drukket. Nu går de ned og sover, for i den tilstand, er De intet værd for skibet. Og når De vågner i morgen, er Deres frivagter indtil videre inddraget.
 

Kapitel 12
Opgaver

1212
2012

Clausen greb i sin inderlomme og fiskede noget frem. Det var en lille pakke, pakket ind i en stump sejldug. "Du får en gave, fordi du trænger til lidt lydighed," sagde han og rakte hende pakken. Nysgerrigt lukkede hun op. Det viste sig at være en træske, glat og rund og uden skarpe kanter. "Har du skåret den?" spurgte Louise, ikke imponeret over gavens størrelse, men alligevel over udførelsen. Han måtte have brugt en del timer på det. Clausen nikkede. "Hvordan skal din lille gris lære lydighed af denne?" spurgte hun sagte og forvirret. "I aften, inden du går til køjs, skal du sætte dig med spredte ben og åbent skød. Så skal du give din lille lystne knop 5 hårde og hurtige rap. Når du så lægger dig, skal du putte skeen ind i dig og mærke mine hænders arbejde i dig.
 

Kapitel 13
I snor

1312
2012

"Har du brugt den til det, jeg bad dig om?" spurgte han. I sit hoved genoplevede Louise et par intense øjeblikke fra den forgangne aften. Hun smilede og nikkede. "Har du KUN brugt den til det, jeg pålagde dig?" ønskede Clausen at vide. Louise rødmede smilende. Hun så ned på dækket og rystede på hovedet. Alligevel var hun usikker på, hvordan Clausen ville reagere over hendes svar på det spørgsmål, som uvægerligt måtte komme. "Og hvad har du så gjort med den?" spurgte Clausen. Ud fra tonen i spørgsmålet at dømme, kendte han godt svaret. "Jeg ... jeg har ...," stammede Louise frem, "Jeg har rørt ved mig selv.." "Jaså," sagde Clausen, der smilende nød den generte piges kvaler med at få det sagt. "Og hvad gjorde du så?" "Jeg førte den ind og ud?' svarede hun. "Ud af hvad dog?" spillede Clausen uvidende. Louise var helt klar over, at dette var en leg. Det gjorde det bare ikke mindre ydmygende og liderligt. "Ud af mit skød," svarede hun. "Ud af dit lille, lystne hul!" rettede Clausen.
 

Kapitel 14
Forreste og agterst gat

1412
2012

”Jeg vil heller ikke snyde Dem for en smule tosomhed i fred, mens vi er i land. Clausen. De vil bære ansvaret for frøkenens sikkerhed! Men De skal love mig, ved alt, der er Dem helligt, ikke at foretage Dem noget som helst med frøkenen, der kan ende i at gøre frøkenen frugtsommelig. Er De parat til det Clausen?” ”Det vil jeg gerne love Dem, kaptajn. Og jeg vil afholde mig fra drikke, jeg ikke kender,” svarede Clausen. ”En klog tilføjelse,” bemærkede kaptajnen. ”Og De, frøken Louise,” henvendte Kreihorst sig til Louise, ”før jeg vil afkræve Dem et løfte, vil jeg sikre mig, at De ved, hvad De lover. Frøken Louise, ved De, hvorledes kvinder bliver frugtsommelige?” Louise rødmede let. ”Det vil jeg mene, hr. kaptajn, fik hun fremstammet.” ”Vil De forklare?” spurgte Kreihorst. Louise vidste, at det ikke var et spørgsmål, men et krav. Hun famlede efter ordene: ” Det er, når manden stikker … sit sværd op … i … i … min skede og … dér lader sine safter strømme,” stammede hun. ”Frøken Louise,” sagde Kreihorst forklarende, ”det er ikke noget, han ’lader strømme’. Det er ikke et spørgsmål om vilje. Han kan næppe forhindre det, når først sværdet er i skeden. For nu at sikre mig, må De forklare mig, hvilket af hullerne Deres skede er.”
 

Kapitel 15
Afpresning

1512
2012

Begge muligheder var umulige for Thede friser. Han valgte dog at følge med. Han både håbede og frygtede, at nogen så det. Men det lille optog forblev ubemærket i det halvtomme skib. Der var ingen, der kunne hjælpe ham. "Tag tøjet af!" var den simple kommando, da de var ankommet. Thedes krop var, som Woersøe havde håbet og ventet: Brede skuldre og stærke arme. Flad mave. Smalle hofter. Store lårmuskler. Og midt i det hele et kødfuldt lem, der var omkranset af lidt lyseblondt hår, der var den eneste nævneværdige behåring på hans krop. "Gør det stift!" lød næste ordre. Mere eller mindre i en tilstand af vantro apati, begyndte Thede at efterkomme ordren. Uden at han ville det stod lemmet snart som et bovspyd. "På knæ!" hviskede Woersøe kommanderede. Ydmyget og lydigt gik Thede på knæ. Woersøe rodede med sine benklæder. Det var tydeligt, at han også var nær ved fuld rejsning. "Gab op! Og ve ham, dersom jeg mærker hans tænder!" Med disse ord stak Woersøe sin manddom i matrosens åbne mund. Uden befaling vidste denne, hvad han skulle gøre. Da Woersøe skønnede sig våd nok, trak han sig ud.
 

Kapitel 16
Jomfruer

1612
2012

Nogle rap fra slavehandlerens pisk får mig på andre tanker. To fingre trænger ind i mig - og smutter ud igen - og ind igen. Jeg stønner. Triumferende trækker manden sine fingre ud og løfter dem i vejret, glinsende af væde. Menneskemængden jubler, og han giver mig et par stød mere. Jeg klynker af gråd - og af lyst, for mit legeme forråder mig. Det siger ja, hvor jeg vil sige nej. Han levner mig uforløst, uden et ord. Han taler med manden og betaler. Men tager os ikke med. Marit og jeg står fortsat på podiet. Så kommer han trækkende med en anden slave. En mand. Marit og jeg kommer ned på alle fire. Slaven vægrer sig ved at udføre den tiltænkte opgave, men hans lem kan ikke undgå at reagere på de to kvindelegemer foran ham. Og et træk i snoren om hans hals får ham på andre tanker. Han træder hen til Marit, der ser bedende og forvirret på mig. Jeg synes hun er vokset til en rigtig kvinde. Langsomt glider han op i hende. Der kommer et hyl, da han sprænger hendes mødom
 

Kapitel 17
Bananer kan spises

1712
2012

"Jeg vil gerne have, du klæder dig af," hviskede han. "Ej, Jørgen..." begyndte Louise, men et løftet øjenbryn fra ham fik hende på andre tanker. Snart stod hun nøgen og genert foran ham. Hendes bryster hævede og sænkede sig nervøst. "Jeg vil mærke din mund på mit lem," sagde Clausen. Lydigt gik Louise på knæ og pillede Jørgens lem frem. Hun kyssede spidsen før hun tog glans i munden. Clausen gryntede tilfreds. "på alle 4 Louise!" vejledte han. Og da hun havde løftet sin bag, rakte han hende en af de gule frugter. "Til din forlystelse: En banan." Louise var ikke i tvivl, og mens hendes tunge legede med det lille bånd, der holdt forhuden, begyndte hun at støde frugten ind og ud af sig selv. Og da Clausen ganske hurtigt havde tømt sine opsparede safter i hendes mund, fortsatte hun med den mærkelige frugt. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere stødvist. Nu var hun i sin egen verden
 

Kapitel 18
Ydmygelse

1812
2012

Han fiskede flasken med olie frem. Famlende smurte han lidt på sin ene pegefinger, som han endnu mere famlende og forsigtigt stak op i Louises bagdør. Det gav et sæt i Louise, men den frygtede væmmelse udeblev. Det blev en kende mere ubehageligt, da Jørgen forsøgte at stikke to fingre i hende. Men det var ikke slemt. Og da slet ikke, når først de var på plads. Jørgen masede ikke. Hans fingre pressede bare blidt og nænsomt, når han førte dem ind og ud. Smerten, da hans lem skulle forbi ringmusklen var mærkbar, og dog var der andre fornemmelser, der opvejede smerten. Ilinger, der gik fra hendes bag til de yderste lemmer på hendes krop. Dybt trængte han ind, førend han begyndte at bevæge sig frem og tilbage. ”Brug to fingre i din grotte,” hviskede han, mens han selv langsomt og sindigt bevægede sig i Louises tarm. Og da han langsomt øgede hastigheden, frembragte det et sandt inferno af indtryk i Louises krop
 

Kapitel 19
En erfaren kaptajn

1912
2012

Hun rejste sig op, gav hans faste balder et hårdt kram og puffede ham nænsomt og bestemt om på halmmadrassen. Hun satte sig ved siden af. Den ene hånd tog et kærligt tag om de fyldige kugler. Den anden kærtegnede nænsomt Kreihorstds mandige, behårede brystkasse, bevægede sig ned over maven, inderlårene for til sidst at slutte tæt om hans lem og med blide bevægelser at lade det udfolde dets storhed. Hun satte sig overskrævs på ham og Dona Maria opdagede med glæde, at hun i piratskuden ikke havde mistet evnen til at blive drivende våd ved lysten kontakt til et mandfolk. Da han var inde i hende, bøjede hun sig forover. Hun villle mærke så meget som muligt af ham; mod sit skød, sine bryster, sin mund. Langsomt bevægede hun sit underliv i alle retninger med
 

Kapitel 20
Louise i lænker

2012
2012

Hun så lidt forvirret på ham. "Du må ikke tro... nej, jeg synes også det er skrækkeligt... jeg fik bare de der billeder i hovedet... mig i lænker..." Hun rødmede, da hun havde stammet færdigt. "Det får du ikke lov til at prøve her ombord," forklarede Clausen opgivende. Men vi nærmer os farvand, hvor vi kan forvente korsarer. Så kan du måske prøve det, før du ved af det..." oplyste Clausen smilende. "Det er noget helt andet," svarede Louise mut, men mærkede samtidig den underlige varme i sit underliv, som gerne gik hånd i hånd med, at hun blev fugtig. Hun rødmede. "Nu har du billederne igen," konstaterede Clausen med sit drillende smil. Louise nikkede: "Der kan iblandt være ganske skummelt i mit hoved," sukkede hun. "Jeg tror, at jeg slet ikke kan forestille mig slavernes forhold, og der er noget i mig, som vil prøve det." Højbådsmanden Thorbjørn lagde en hånd på Clausens skulder. Hr. løjtnant. Frøkenen siger, at hun vil prøve at De lægger hende i jern," småklukkede han, "sådan nogle har vores profos*."
 

Kapitel 21
Kosarer

2112
2012

I stilhed blev der gjort klart skib. Og få minutter efter var skibet kampklart og kaptajnen hang i masten med en kikkert. Han fik skibet manøvreret, så det holdt sig bag en tågebanke. Slupskibet havde tilsyneladende ikke opdaget noget som helst, førend den første bredside fra Vædderen ramte det med tilintetgørende kraft. Slupskibet forsøgte at bringe sig i skudposition og blev imens ramt af næste bredside. Pludselig opstod håndgemæng på slupskibets dæk. "Mytteri derovre," råbte udkigsposten til kaptajnen, der var kommet ned på broen, "det ser ud som om fanger gør oprør!" Kreihorst tog en hurtig og ikke ufarlig beslutning. "Bring hende på langs," sagde han til rorgængeren, efterfulgt af kommandoen "Klar til at borde hende!"
 

Kapitel 22
Tung vin

2212
2012

Rummet var fuldt af sejldug. Løjtnanten forklarede, at han var glad for at hun var fulgt med ham derned. Da gik en prås op for Louise og hun bevægede sig mod døren. Imidlertid greb løjtnanten fat i Louises håndled og holdt det. Hun skulle da ingen steder; for nu skulle de jo hygge sig. "No!" sagde Louise bestemt. Hun havde ikke tænkt sig at hygge sig på den måde. Bestemt, men ikke hårdt, skubbede han hende omkuld i en stak af sammenfoldet sejldug. "No!" sagde hun igen; men han tog sig ikke af det. Han begyndte tværtimod at pille ved hendes skørter. Han nåede ikke at se Louises lige venstre komme, endskønt den ramte så klokkerent, at hans øjenbryn flækkede. Han blev helt fortumlet, og det benyttede Louise til at løbe mod døren. Men han fangede hende og kastede hende brutalt tilbage i sejldugen.
 

Kapitel 23
Afsked

2312
2012

Pludselig rejste Clausen sig. "Undskyld mig lidt," sagde han. "Vent," bad Louise, rullede fra briksen og knælede på gulvet igen. Hun samlede hænderne bag nakken og åbnede munden. Clausen tøvede lidt. Stillet overfor denne uventede mulighed måtte han lige finde ud af, om det var, hvad han ville. Så trådte han hen til hende, placerede sit lem ud for Louises mund og lod det løbe. Louise sank, men kunne mærke, at noget løb ud af hendes mundvig, ned ad hagen, halsen og længere ned. Hun kom til at tænke på hanhunden, der markerer sit territorium og blev ganske tryg ved den tanke. "Hvad skal vi gøre, når vi om lidt skal skilles ad?" spurgte Louise bekymret lidt senere. De sad på briksen, noget mismodige. "Jeg skriver, så meget jeg kan. Og siden kommer jeg og henter dig," forsikrede Clausen. "Men indtil da?" ville Louise vide. "Du har stadig skeen og rebet?" spurgte Clausen. Louise nikkede. "En gang om ugen skal du give dit følsomme køn 5 slag med skeen. For du har garanteret været svinsk i dit hoved igen," sagde Clausen smilende
 

Kapitel 24
Epilog

2412
2012

Et par dråber senere var det andet brysts tur. Da begge vorter var dækket, lagde hun sig på sengen. Hun fandt grankvisten, som hun havde "smuglet" op på værelset og pustede lyset ud. I mørket ventede hun på, at det kølnede. Så satte hun den tykke ende til sin grotte, og den gled skræmmende ubesværet ind. Hun var vist virkelig en slem pige, tænkte hun. "Mens du nyder tællelysets stød, skal du gnide dine skamlæber og lystne knop med en grankvist, blidt strygende og hårdt stikkende, bare så du husker, du er min og dit skød er mit," havde Jørgen hvisket. Hun famlede efter grankvisten og begyndte så behandlingen af sit skød, ind- som udvendigt. Lysten, den prikkende følelse og smerten nåede, sammen med tanken om Jørgen, om hans hænder, øjne, lem og læber, ud i hendes legemes afkroge og tog magten fra hende. Hun kom med nogle trækninger i underlivet, som forplantede sig og rystede hele kroppen. Da hun lå og sundede sig, opdagede hun pludselig en lys plet i trævæggen. Dér var hullet i væggen! "Alfred!" hviskede hun strengt. "Undskyld," hviskede han tilbage. "Nød du det i det mindste?" spurgte hun. "Ja, men jeg forstår ikke jenter," svarede han. "Jeg er ikke 'jenter'! Jeg er mig," oplyste Louise