LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Dominans

Dato: 18.11.2020


SOMMERLEJR

Kapitel 15 - Planlægningsweekend - Mødet
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

 Par

 Personinfo

 Ida

 Bane

 Ophavsmænd til ideen om Sommerlejr

 Sif

 Casper

 Sif er Idas kusine

 Johanne

 Stig

 Johanne servicerer sommetider Casper

 Fabienne

 Sven

 Møder Johanne og Stig i en park

 Lisa

 Ruben

 Ruben har haft Ida som lærer i skolen

 Dorete

 Vagn

 Ida var Vagns papdatteres lærer på skolen

 Siri

 Sten

 Siri indgår somme tider som betaling på Vagns værksted

 Solbjørg

 Henar

 Solbjørg er Sifs veninde - Henar er pionerleder

 Dea

 Oscar

 Dea har tidligere haft noget kørende med Ida

 Malin

 Johann

 Venner med Dea og Oscar

 Sørine

 Andreas

 Sørines mor er Lisas papsøster. Kalder Lise for papster

 Veronica

 -

 Storesøster til Henar

Henar rømmede sig.
”Vi begynder mødet. Piger, tag en overdel på. I det mindste over bordet skal I se så anstændige ud, som I ikke er.”

Efter en kort tøjjagt sad de på deres pladser, pånær Sif, selvfølgelig. ”Og Sif,” henvendte Henar sig til Sif, ”som styregruppemedlem har du selvfølgelig taleret. Det er derfor, du er med. Men som tøs står du i skammekrogen, så det kan godt være lidt akavet, at tale ind i væggen, men det er vilkårene.”
”Tjek”, svarede Sif.
”Første vigtige punkt, det vigtigste, for mig at se, for det sætter rammerne for stort set alt det andet,” indledte Henar, ”hvor skal vi være? Ruben og Lisa har lavet nogle undersøgelser i spejderverdenen. Her I fundet frem til noget?”
”Det første, vi spurgte os om,” berettede Lisa, ”... var: Hvor kan man gøre, hvad vi vil, i Danmark, uden at folk kommer rendende? Og jeg har i hvert tilfælde ikke lyst til at udstille mig alt for tæt på hjemme.”
Almindelig nikken.
”Og Sverige, ja, man kan sige, når jeg læser spejdercentrenes alkoholpolitik, så vil jeg ikke vide, hvordan de ville tackle, hvad vi har planer om, så de facto var vi næsten ved at opgive. Så fandt Ruben et sted i Polen, som endda var velegnet. Men jeg har det lidt sådan, altså, ødemarken i Polen er ikke det sted, hvor jeg ville føle mig mest tryg, så jeg er imod. Og nu kan jeg se, at Ruben ligefrem brænder efter at score nogen billige point. Så pyt, hvis du gerne vil sige det, så værsgo,” tilføjede Lisa med en drillende sødme.
”Det er ret irriterende, når man er så gennemskuet. Det er også ret dejligt,” ræsonnerede Ruben. ”Nu skal I høre: Jeg... jeg mener vi ...” han sendte Lisa et undskyldende blik, ”har fundet en lejr i Finland.
”Jannu! En odottanut sitä!” kom det fra Sifs hjørne.
Casper trak på skuldrene. ”Finsk mormor og familie; jeg forstår ikke en bjælde. Men det lyder ikke til, at Sif er voldsomt negativ.”
”Nope,” kom det bekræftende fra hjørnet.
”Helt ærligt, Finland. Det bliver kanondyrt!” udbrød Sørine bekymret.
”Jeg tror, at vi alle her er klare over, at vi sammen skal bære, at I kommer med på lempelige vilkår,” sagde Casper.
”Men vi vil jo ikke ligge nogen til last,” indvendte Sif.
”Sørine,” sagde Lisa spidst, ”du får også travlt med de uniformer, ikke?”
”Jo, men...,” svarede Sørine.
”SØRINE!” afbrød Lisa bryskt. ”Jeg ved om nogen her, at du aldrig har været nogen forkælet teenagetøs. Men lige nu opfører du dig som én. Og den der understrøm af mistanke om, at vi andre betaler for at få dig med, for at vi får noget ud af det, in casu din lækre unge krop og fisse, synes jeg  er usmageligt. Du kunne jo bare vælge at tage imod en gave, som nogen gerne vil give dig uden at surmule, at det ikke er det rigtige! Lige nu synes jeg, du opfører dig som en møgtøs! Og det ved jeg, du egentlig ikke er. ”
”Men,” sagde Sørine og rejste sig. Hendes underlæbe bævrede. Så løb hun uden et ord ud af rummet.

Der blev helt stille i rummet. Andreas' hjerne arbejdede på højtryk. Skulle han gå ud? Hvad skulle han.
”Giv hende lige to minutter med sig selv, Andreas,” sagde Lisa stille, ”så tror jeg, det vil være godt, at du træder i karakter, mest som favnende kæreste, men også lidt som en, der kan fortælle hende, hvor skabet skal stå.”
”Øh...” sagde Henar.
”Øh, ja,” medgav Lisa. Hvad skulle man også sige. Det var lidt akavet, da Andreas gik ud efter Sørine.
”Sørine var allerede på vej tilbage, da han mødte hende i gangen. I hånden havde hun sommerhusets IKEA-skohorn.
”Dejligt, du kom. Jeg føler mig så dum!” hviskede hun.
Han holdt bare om hende et øjeblik. ”Jeg tror, at nogen forventer en undskyldning eller en forklaring eller sådan noget”
”Jeg ved det,” mumlede hun, ”eller mere.” Hun viftede med skohornet.
”Vil du det?” spurgte Andreas tvivlende.
Sørine trak på skuldrende. ”Jeg vil have renset luften.”
Han holdt armen om hende, da de gik ind.

Alles øjne vendte sig straks mod dem.
”Jeg... jeg vil gerne undskylde min opførsel,” fremstammede hun, ”sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre for at gøre det godt igen. Jeg vil også gerne stille op til passende pædagogisk behandling. Eller input.” Det sidste sagde hun med et forsigtigt smil.
”Jeg... jeg tror, jeg nu ved, hvad der stak mig … og hvis I skal være sammen med mig i længere tid, så vil jeg gerne bede om lov til at fortælle.
”Sif, kom herover, sæt dig ned og lyt!” forlangte Casper, der ligesom andre kunne fornemme, at noget alvorligt var på vej.
”For ikke ret længe siden var jeg en helt almindelig pige i 2.g. Gik i klasse med nogle gimper, nogle uinteressante drenge, og enkelte interessante personer, heriblandt Andreas, som jeg mest af alt kendte for at være både venlig og klog. Det lyder lidt kedeligt og det er det også. Noget crush var det bestemt ikke. I vores by er der en rockergruppe. Og ind imellem uddeler de dummebøder, til folk de ikke kan lide – eller måske også til piger, som der godt kunne tænke sig at have en klemme på. Hvorfor jeg fik min må I selv regne ud. Jeg mener i hvert tilfælde ikke, at jeg havde gjort dem noget. Men kunne jeg betale?
Så på et eller andet tidspunkt fik jeg en sidste advarsel med et solidt greb mellem benene, at hvis jeg ikke betalte næste gang, så ville jeg måske ligge det af?
Så stod jeg der og tudede – og så kom Andreas tilfældigvis ud af skolebygningen. Han havde med det samme læst mig og fundet frem til, at jeg havde fået en dummebøde, som jeg skulle ligge af. Og tilbød mig at låne pengene. Desperat sagde jeg ja Men kunne jeg betale tilbage? På et tidspunkt fik jeg så så sort samvittighed – dumme pige – at jeg tilbød ham min krop. Ved I hvad han sagde?”
De rystede på hovedet.
”Du kan huske det,” sagde Sørine til Andreas.
”Men svaret står endnu mere markant,” hævdede en smilende Andreas.
”Han svarede: 'Hvad er forskellen på at ligge det af hos mig og ligge det af hos rygmærket?', og det er jo et spørgsmål, som giver anledning til overvejelser.”
”Hvad svarede du?” spurgte Sif nysgerrigt.
Sørine kiggede på Andreas.
”Hun svarede, at jeg ikke er modbydelig,” svarede en grinende Andreas. Folk smilede forsigtigt.
”Men: Det er vel en meget væsentlig forskel fra at tilbyde sig selv til at blive tvunget. Men den der sætning fra den der gadekøter af en rockertype, ”så kan du jo ligge det af,” den runger i mit hoved, hver gang der på en eller anden måde er noget med rigtige penge og sex. Og for at det ikke er mærkeligt nok med mig, så skylder jeg stadig Andreas 25 kroner, for han skal jo gerne have krammet på mig.”
”Men det går vel kun, fordi der ikke er nogen tvang med de penge,” mente Ida. 
”Det tror jeg,” bekræftede Sørine.
”Må jeg konstatere,” afbrød Henar, ”at vi har en modig og sej pige iblandt os. Jeg forstår bedre nu,”
Alle nikkede. ”Jeg glemte at sige, at jeg gerne vil tage imod,” tilføjede Sørine.
”Dejligt,” udbrød Lisa.
”Jeg må også konstatere, at vi også har en helt på den hvide hest iblandt os, og jeg tænker, at han egentlig også skal have et skulderklap. Og læg så det skohorn på plads, Sørine, det skal vi ikke bruge.”
Lidt efter kom Sørine og satte sig.
Henar vendte sig mod Sif: ”Har du fundet på noget?”
Sif grinede: ”Jo mere Sørine fortalte, des finere havde jeg det egentlig med ikke at blive rørt sydpå. Så det, jeg havde tænkt, frafalder jeg. Men hvis du tænker, at det kunne være en meget belejlig straf til lille mig med det løse mundtøj, at jeg skal forkæle Sørine ubetinget og kun med fokus på hendes behov, indtil i morgen tidlig, så vil jeg foreslå det, forudsat, selvfølgelig, at Casper og Sørine siger ja.”
”Hvad siger I?” spurgte Henar. 
”Jeg skal nok klare mig,” sagde Casper.
”Solbjørg, det sørger du for!” forlangte Henar.
”Si, capitan,” svarede Solbjørg.
”Sørine?”
”Øh... altså... jeg skal have min egen slavinde i nat???” ville Sørine sikre sig. ”Sorry, I'm blonde. Må jeg det?” spurgte hun Andreas, da Henar og Sif nikkede.
”Du er vel min bagefter igen,” sagde Andreas og nussede hendes nakke.
Af en eller anden grund, som hun ikke lige kunne gennemskue var hun så rørt, at hun næsten var ved at tude, da hun nikkede. Og hun tænkte, hvor meget han måtte elske hende.
”Jaa,” nærmest klynkede hun.
”Alle glade?” spurgte Henar. Alle nikkede.
”Ikke mig. Om det er, fordi jeg kender spanske mænd, ved jeg ikke. Sørine, jeg synes altså også, at Andreas har fortjent en forkælelsestur. Og jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg vil falde totalt ud af rollen og påtage mig det på samme betingelser. Hvis Sørine er indforstået.”
”Jeg har én... nej to betingelser,” fik Sørine frem, stadig lidt grådkvalt, ”Og Andreas, du må godt lukke munden nu, og ja, hun er absolut et skår. Betingelserne: 1. Det skal være i samme rum. 2, Jeg vil også kunne røre. Ej Sif, jeg så lige skyggen, der smuttede hen over dit ansigt. Der kom jeg til at gøre dig ondt.
”Fravalgt er jo aldrig rart, Men det er jeg vel heller ikke?” ræsonnerede Sif. ”At du får lyst til det sexede skår for bordenden, vil jeg ikke fortænke hverken dig eller nogen i. Jeg tænker, at jeg måske nok i nattens mulm om mørke kan snige en hånd og røre dig på dine blødeste steder.”
”Hvis du får lov,” påpegede Sørine med påtaget strenghed, Men måske bliver det jo også en lyst for Andreas eller mig at se jer to opføre et lille show, du ved, når vi er godt mørbankede af utallige orgasmer, og I bare skal præstere – og vi ikke behøver!”
Nu rødmede Henar. ”Tja, der er jo mange ting, som jeg godt kunne få lyst til. EFTER MØDET! Vi har nogle ting, vi skal. Ruben, fortæl os om Finland. Og I andre, hank op i jer selv.”

"Det er en ø i en sø, Det er den store fordel, for det adskiller os fra tilfældige vandrere og nysgerrige. På den anden side: Alt skal sejles over. Der er tre både. En motorbåd og to robåde."
”Og der er garanteret sauna,” påpegede Sif.
”Der er selvfølgelig sauna, det er jo Finland,” medgav Ruben.
”Og det er forklaringen til det langt mere afslappede forhold til nøgne kroppe, som finnerne har, og det taler efter min bedste overbevisning for Finland også,” mente Sif.
”Ved I, hvad det der taler allermest for Finland?” spurgte Ruben.
Alle rystede på hovedet.
”At der ikke er noget alternativ!” oplyste Ruben.

Og så blev det Finland. Tanken om en ø tiltalte nok også de fleste af dem, der havde udsigten til at være temmelig letpåklædte.
Der blev vedtaget, at uniformen skulle bestå af hvid skjorte, en kort plisseret blå nederdel, en skråhue og et rødt tørklæde. Det meste kunne man købe hos Wish for forholdsvis få penge, konstaterede de.
”Skal jeg så slet ikke sy?” spurgte Sørine forvirret.
”Der skal nok dukke et eller andet op. Og ellers bliver det din tjans at ro. Eller nej, du skal ikke ro, du er svømmer, du skal trække båden over. Du skal knokle, ikke ligge. Og lad det nu ligge.”
”Jeg var egentlig bare overrasket,” indvendte Sørine.
”Beklager, men jeg tror, du har gjort os lidt hudløse på det punkt,” forklarede Henar.
Sørine nikkede.
At det måske ikke var særskilt praktisk blev løst ved, at alle piger blev pålagt at medbringe to blå poloer og en gennemknappet blå denim- eller canvasnederdel.
Ruben foreslog, at der skulle være ”spejdermærker” for 5, 10 og 20 pikke, der har været i en pioners mund, fisse og røv. Mærkerne kunne passende være en mund, en musling og en rose, hvis han altså skulle bestille dem et sted, hvor han bestilte spejdermærker.
”Det vigtigste er vel også, at VI ved, hvad det betyder. Det bliver i hvert tilfælde sjovt at sende dem over til landet for at handle med et 10-pikke-i-røven-mærke i en kort plisseret nederdel,” mente Ruben og høstede himmelvendte øjne fra Lisa, der dog godt kunne se, at der var flere, der kunne se det sjove i det.
”Så skal der være nogle skyttesnører,” foreslog Ruben, ”der viser om en pioner har optjent visse privilegier.”
”Som hvad?” ville Andreas vide.
”Det er jo ikke fastlagt. Men hvordan lyder adgang til brusebad eller adgang til et toilet med dør?” spurgte Ruben. Det blev modtaget forskelligt, men vedtaget af herrerne og Henar med et smørret grin.
Med hensyn til interessant sexlegetøj, foreslog Casper, at det kunne men købe billigt på samme kinesiske hjemmeside som uniformerne.
Her skar Henar uventet skarpt igennem: ”Ville nogen af de herrer ønske, at det redskab, som en læge eller nogen brugte til at putte ind i det lille og følsomme hul, I har i jeres bestemt dejlige pikke, var købt hos Wish, eller ville i foretrække en forhandler, hvor man har nogenlunde styr over, hvad der er i?”
”Undskyld piger. Det var tankeløst,” sagde Casper. ”Selvfølgelig skal intet, som skal ind nogen krop i nogen form,  købes der. En pisk, en paddle, en manchet, ja. Tøj også. Men jeg har altså en drøm om en flok piger med kaninører og kaninplug.”
”Spændende. Men pluggen kommer ikke fra Wish, og så er det måske ikke det værd. Men vi må jo efter det her hver især lægge et budget for vores område.” mente Henar, Og så er det underforstået, at du har en twerkingworkshop, Ida, har jeg bestemt.”
”Gerne,” svarede Ida.
”Sørine, tror du, du kan stille et træningsprogram på benene? Morgengymnastik. Gerne, hvor I rigtigt kommer til at vride jer i entydige positurer?”
”Øh...,” svarede Sørine.
”Her tror jeg også, jeg kan hjælpe,” skød Ida ind. ”Er ikke idrætslærer for ingenting.”
”Så ja,” svarede Sørine.
”Og jeg agter at skaffe jeres sportstøj,” forkyndte Henar med et slet skjult grin .
Henar så ned i sit papir. ”Iben tilbød faktisk at komme og lave en besnøringsworkshop en dag.”
”Hørt!!” sagde Sif begejstret.
”Så er det vist vedtaget,” grinede Casper, ”og nej, det er da ikke min stærke side.”
Så langt, så godt. ”De herrer, nu kigger jeg strengt i lokalet. I skal til pionerlejr som partifunktionærer. Hele lejren er et rollespil. Når pigerne skal have det formelle tøj på, til appel og lignende, så er det en forventning, at I ikke ligner lort. Jakkesæt, mine herrer partifunktionærer, eller noget, der ligner, og måske hat. Til workshops og lignende har jeg intet imod Fjällräven eller Haglöfs. Nå, jeg kører hårdt videre: I må markere, hvis I er uenige.” Og Henar fortsatte, ”Vi skal også være enige om et regelsæt. Pigerne er sådan set til rådighed. Men lejren skal også fungere. Men det gælder selvfølgelig ikke en pige, som har en vigtig rolle i den aktivitet, som vi er i gang med. Så I herrer risikerer, at enten jeg eller lederen af aktiviteten anviser jer en anden pige. Pigerne skal bruge meget tid til at være lækre for jer og underholde jer på mange områder. I skal ikke forvente, at de bidrager særligt til den praktiske afvikling. Der kommer I nok på banen, men jeg skal nok kommandere rundt med jer. Det næste: Alle skal have det sjovt. Det kræver, at man kan være nogenlunde tryg, også som pioner. Jeg forestiller mig, at vi fastlægger nogle helt grundlæggende ting, vi ikke gør: Ingen dyr, ingen lort, ingen blod. Altså heller ingen nåle. Er vi enige så vidt?”
Alle nikkede.
”Er der andre ting, vi skal overveje – men husk, at I også kan have personlige ting, som I kan sige nej til på jeres brugsvejledning – at sætte på no-go-listen?”
Da ingen sagde noget, markerede Sørine og straks efter Andreas.
”Sørine?”
”Ingen spanskrør. Det er i hvert tilfælde for grumt for mig, Og det gider jeg ikke være bange for,” forklarede Sørine.
”Nogen, der mener, at de ikke kan undvære spanskrør?” spurgte Henar.
”Det skal jo være sjovt. Den egentlige opdragelse tager vi jo hjemme,” mente Casper.
”Ja, held og lykke med hende,” svarede Henar. ”Og du, Andreas?”
”Måske er jeg en snerpe, men jeg vil ikke have, at Sørine bliver tvunget til at kysse nogen på munden. Altså ikke, at hun ikke må gøre det. I har jo også kysset, men det at blive beordret til det, det er for grænseoverskridende for mig,” fortalte Andreas.
”Du er ikke nogen snerpe. God pointe,” udbrød Ida.
”Altså: Ingen spanskrør og ingen kan beordres til kys på munden. Og så begår vi ingen ulovligheder. Er det det?”
Alle nikkede. ”Du skriver, ikke Solbjørg?”
”Ja da, frue!”
”Godt, videre. Regler for opførsel. En pioner taler selvfølgelig pænt. Og det indebærer, at pioneren selvfølgelig tiltaler voksne herrer og sin leder korrekt med ”De”, ”kammerat” og enten efternavn eller funktion. Selvfølgelig tiltaler voksne mænd og pionerlederen pionererne i udgangspunktet med ”pioner” og fornavn. Men bliv nu ikke fundamentalister på dét område. Så bliver det hurtigt usjovt. Og i øvrigt: hvis den voksne herre nu i enerum skulle have lyst til det, kan han jo tilbyde pioneren at sige du.”
”Har du forstået, pioner Ida?”
”Javel, kammerat leder,” svarede Ida.
”Og du rejser dig selvfølgelig, pioner. Har du forstået?”
Ida rejste sig. ”Javel, kammerat leder”.
”Pioner Sørine, vil du vise Casper, at du har forstået?”
Sørine sprang op: ”Jeg har forstået, kammerat... partifunktionær. Undskyld, jeg kendte ikke di… Deres efternavn.”
”Du har svaret helt korrekt. Pioner Lisa, vil du vise os dine patter?” 
Lisa sprang op, før det gik op for hende, at det ikke bare var det samme, én gang til.
”Det skal være mig en ære, kammerat leder,” svarede hun, mens hun trak op i blusen.
Henar smilede. ”Og pioner Sif, vil du bede Bane om en kort og kontant og fortjent endefuld?”
Sif rejste sig, sendte Henar et blik, men sagde så: ”Kammerat Thaysen, vil De være så venlig at give mig en kort og kontant... og fortjent endefuld?”
”Så gerne, pioner Sif,” sagde en grinende Bane og rykkede sin stol tilbage. Selvfølgelig gik Sif derover, og fik hurtigt ti slag af de gode.
”Tak, kammerat Thaysen,” sagde hun og nejede artigt, før hun gnubbede sin ende.
”Velbekomme, pioner Sif,”
”Og endelig, pioner Solbjørg, vil du tilbyde Ruben at sutte hans pik, og hvis du ikke skulle ville det, så kan du tilbyde de forsamlede herrer at se dig bade, når mødet er ovre.”
”Det er ikke svært i oktober,” sagde Solbjørg, og rejste sig: ”Må jeg tilbyde, at sutte Deres lem, kammerat partifunktionær?”
”Hjertens gerne, pioner Solbjørg. Jeg vil blot bede dig om at overføre resultatet i pioner Lisas mund.
”Så gerne”, hun fandt sin plads mellem Rubens ben.
Da hun havde udført opgaven og ladet sæden dryppe ned i Lisas mund, satte hun sig på sin plads igen.
”Det har I vist styr over. Jeg vil forslå, at pionererne også skal lære pionerens ti bud, som de skal sige ved morgen- og aftenappel. Solbjørg har skrevet mine tanker ned, jeg sender dem rundt.”
Her er teksten:

Pionerens bud

1. Vi pionerer elsker partiet og dets mænd.
2. Vi pionerer elsker vores leder.
3. Vi pionerer er lydige og ordentlige.
4. Vi pionerer taler pænt.
5. Vi pionerer udfører vores ordrer og opgaver med flid.
6. Vi pionerer holder os rene.
7. Vi pionerer holder vores kroppe i form.
8. Vi pionerer hjælper hinanden.
9. Vi pionerer stiller med glæde vores kroppe til rådighed for partiets mænd.
10. Vi pionerer kender stopordet og bruger det i tide.

”Der er givetvis plads til forbedring, men er tanken helt tosset?” spurgte Henar.
”Nej,” udbrød Ruben, og tilføjede så med et grinende sideblik på Lisa: ”men jeg synes helt bestemt, at der skulle stå noget om at være feminine.”
Lisa rystede bare hovedet i tavshed.
”Forbedringsforslag sender I til Solbjørg. Og det gør I også med det næste,” indledte Henar. 
”Åh nej, jeg ser dig grine på dén måde,” indskød Solbjørg.
”Nøjagtig dén måde!” bekræftede Henar.
”For Solbjørg, du er jo bachelor i musik. Derfor får du helt naturligt den ærefulde opgave at lede pionersangkoret og lære dem monumentale, socialistiske kernesange. Så må jeg påtage mig at lære dem at marchere i takt til. Og så må du jo se, om du kan få noget ud af den morgensang, som Vero har griflet sammen og jeg sender rundt. Jeg tænker, du kan melodien.”
Henar skubbede en seddel over bordet.
”Det er Internationale,” konstaterede Solbjørg, som rødmede over teksten. I sit hoved stod hun tydeligvis allerede nu og sang den.
”Nemlig, og hvis ikke der er indvendinger mod Vero i køkkenet, så er dagsordenen for i dag ovre,” konstaterede Henar lettet, ”så nu kan grundstammen til det kommende pionerkor, under ledelse af selveste Solbjørg, jo frit synge udkastet til lejrmorgensangen, mens de forsøger at marchere i takt på stedet. Pionerer. Stil op på række. Nu!” kommanderede hun.
Pionererne stillede sig undrende op.
”I kan jo begynde med at marchere i takt med jeres lækre nøgne fisser synlige. De er meget passende til teksten. Og så marcherer I! 1-2-1-2! Du starter på det forkerte ben, Lisa. 1-2-1-2. Og i bliver ved med at marchere. Selv om I skal læse. Selv om i skal synge. Marcher pionerer! 1-2-1-2!”
Og så uddelte Henar sangene.
”I takt, sagde jeg! - Solbjørg, du synger for!”
Det gjorde hun:

”Her står vi, sommerlejrens tæver,
til tjeneste altid beredt,
og spændt og liderlige bæver
for dagen, som vi ej har set.
Hvad skal i os pionerers fisser?
Hvis sæd løbe af os ud?
Hvor med tak vi tage mod penisser?
For hvilken straf vi stå for skud?

//:Spred nu ben, pionerer!
Med vort køn, mund, hånd og bag
vi partiets mænd beærer,
pionerers æressag://

”Hold kæft, det er så ringe, at jeg burde lade jer marchere gennem Rudkøbing og synge!” brølede Henar, ”Igen...”

”Her står vi, sommerlejrens tæver...”

Efter et par gentagelser bestemte Henar sig for, at de skulle slippe.
”Tak for underholdningen,” udbrød hun med et smil, som var bredere end Langeland.
Koret nikkede, heller ikke uden moro.
”Nu skal vi til trussequizzen,” konstaterede Henar med et smil. Pionerer, stil jer med ryggen mod os mod væggen. Jeg lægger en antal brugte dametrusser på bordet. De herrer, hvis I vil finde den trusse, som er jeres ledsagers, så må vi jo se, hvor opmærksomme I er. Hvis I gætter rigtigt, så skal jeres pioner nu og her slikke jer til orgasme. Hvis I gætter forkert, er det omvendt. Hvis I er overbevist om, at jeres pioner ikke havde trusser på, da hun kom, så må I jo sige det. Andreas, lægger du ud?”
”Sørine havde ingen på,” mente han.
”Det mener du? Fasthold lige det, Solbjørg. Og Bane?”
Bane var lidt mere tvivlende. Så pegede han tøvende: ”De der bordeauxfarvede forekommer bekendt.”
”Solbjørg?” spurgte Henar.
”Er noteret,” bekræftede hun.
”Casper, det er din tur!”
”Av! Undskyld Sif, at jeg ikke checkede dig, da jeg hentede dig fra toget, De hvide g-strengstrusser derhenne!”
”Lisas er de sorte der,” kom Ruben Henar i forkøbet.
”Pionerer, vil I udpege jeres trusser?” opfordrede Henar.
En smilende Ida tog et par sorte trusser og satte sig på sofaen med spredte ben. ”Jeg venter,” sagde hun koket.”
Sørine bevægede sig til Andreas' ben og knælede, og Sif gik smilende til Casper. ”Med forlov,” sagde hun og knælede ned.
”Ingen! Come to mommy!” sagde Lisa. Og pligtskyldigt fandt Ruben plads mellem hendes ben.
”Så du ikke bliver snydt, min pige,” hviskede Henar og tog plads mellem Solbjørgs ben.
Kort tid efter fyldtes stuen af brøl og skrig; og Henar gik ud for at vaske ansigtet.

”Næste punkt i dag er så mad,” konstaterede Henar, da hun kom tilbage. 
”Er mødet officielt ovre?” skulle Andreas lige sikre sig.
Henar nikkede.
”Yes, og når du har smidt dit kluns og taget et forklæde på, så er mit behov, at du kommer i køkkenet,” udbrød Andreas. 
”Jeg kommer,” svarede hun, mens hun tog sin skjorte af. Lidt efter stod hun i køkkenet.
”Ditto, Sif,” råbte Sørine gennem huset.
”Kommer,” råbte Sif og smed toppen.
Imens gik Sørine hen til Casper og Bane, der stod og talte sammen. ”Undskyld, men kunne det tænkes, at en af jer kunne smutte til Rudkøbing og købe noget, så vi kunne tilbyde en enkelt sjovere drink end de billige øl, vi har. Og måske lidt sodavand?”
”Det her vil jeg tage som et af de bedste eksempler i mit liv på, at de, der siger, at ord ikke nytter noget, tager så grueligt fejl. Jeg kører med det samme og tager Solbjørg med” mente Casper. Bane og Ida nikkede. 
Imens havde Andreas fat i Henar. ”Du skal lige bekræfte, at du mente, hvad du sagde.”
”Hvis du respekterer et stop, er jeg her uden andre betingelser, end at jeg ikke vil bindes.”
”Ja tak,” stønnede hun, da Andreas fingre fandt vej ind i hende, midt i køkkenet.

Da Henar vågnede næste morgen, var hendes ansigt klistret til af... jo, noget var Andreas', en hel del var Sifs. De skulle virkelig dyrke det der show. Men der var også noget af Sørines. Sif så nu ikke meget bedre ud. Det var nu mest Sørines efterladenskaber. Men også hendes. Henar var imponeret af Sifs vedholdenhed og kreativitet. Sørine var kommet sååå mange gange. Sørine og Andreas havde ikke noget i ansigtet. Men det var kun, fordi de havde givet sig selv lov til at vaske ansigt.
Men nu var det morgen. Hendes forpligtelser var ovre. Nu skulle de se, hvordan en nøgen og tilsølet Henar kunne styre en lejr. Men måske... skulle hun give Andreas diller et farvelkys. Men det var som om Sørine var ved at vågne. Blidt skubbede hun Sørines hoved i retning af Andreas lem.
Sørine havde vist trods morgentrætheden luret opgaven. ”Si, mon capitan,” mumlede hun søvnigt smilende, ”y gracias”, før hendes mund optog Andreas lem.
Sørine kunne spansk? Interessant. Men nu skulle Henar op og vise, hvem der bestemte. Heldigvis var hun nu kendt i køkkenet. At finde to grydelåg ville ikke være noget problem. Om lidt skulle de stille op til morgensang. Ligesom de var.

”Her står vi, sommerlejrens tæver...”

Henar grinede, da hun åbnede køkkenskabet. Det skulle nok blive en god lejr. Hun havde ikke været sikker. Det var hun nu.

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.

Indtast din e-mail:

Tilmeld Frameld