LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Dominans

Dato: 07.12.2020

SOMMERLEJR

Kapitel 24 - Pionering og aftenappel - Dag 2
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Efter kaffen fik alle besked på at klæde om til arbejdstøj, så de mere nuttede plisserede nederdele blev erstattet af korte cowboynederdele og de hvide skjorter af mørkeblå polo. Lisa blev introduceret som programleder.

Der skulle hentes rafter i den anden ende af øen, og der blev hentet rafter. Alle mand slæbte. Lisa og Ruben studerede tegninger, rafterne blev læsset af i nærheden af appelpladsen.

Lisa instruerede med hjælp fra Ruben i hvad-hvor-hvordan, og Lisa besnørede til den store guldmedalje. Det viste sig overraskende, at Kirstine, Johanne og Stig (ja, læseren er måske ikke vildt overrasket, se ”Styr på Johanne”) havde meget at byde ind med ved den opgave. Banes spørgsmål til Ruben, hvorfor han ikke ledte dette arrangement, affærdigede Lisa i uvant næsvished med ordene: ”For at kunne noget med pionering skal man kende mindst to knob. Og den ene skal ikke være en kællingeknude og den anden skal ikke være en sløjfe.”
Bane anede nok, hvad det betød, mens Stig, Johanne og Kirstine var direkte velfornøjede over det svar.
”Men er han ikke spejder?” spurgte Kirstine overrasket.
”Jeg ser ham nogen gange i sådan en blå uniform,” svarede Lisa med et drillende grin over mod Ruben.
Han vendte demonstrativt øjnene mod himlen og rystede på hovedet og fumlede videre med sine rafter.
”Siger ordet krydsbesnøring dig noget?” råbte Lisa til ham. 
Ruben sukkede. ”Ok. Show me!”
Men færdige blev de.

Og omtrent samtidigt kom Andreas og Sten slæbende med en konstruktion, som bestod af to træplader som var sat sammen i en forholdsvis spids vinkel. De, der stod tæt på, kunne se at toppen var lidt afrundet og glatslebet.
Derudover var der to raftekonstruktioner. Den høje og den lave. Med nederdelen trukket op om livet, og mens hun højlydt ønskede sig at have taget trusser på, bevægede Lisa sig oppe på øverste rafte på en høje konstruktion og fæstnede noget tovværk, mens Ruben stod nedenunder og fæstnede nogle løfteblokke, alt imens Kirstine og Johanne kom med mere eller mindre fjollede kommentarer. Han kiggede spørgende på Henar, der nikkede. Det skulle de nok få at mærke, de to.
Lisa havde lang snor, for hun ledede aktiviteten, men generel respektløshed kunne man ikke have. Med glæde konstaterede hun, at Sørine, godt nok med et smil, var henne og sige noget til dem, men det sluttede med, at hun gav dem hver et rap over nallerne, bogstaveligt talt. Men ikke så snart Sørine var væk, talte de sig varme igen.

Da værket var fuldbragt, bad Ruben pionererne om at træde an, hvilket de gjorde så værdigt de kunne, eller i det mindste noget, der lignede. Henar bekendtgjorde, at pioner Kirstine og pioner Johanne havde insisteret på at være frivillige og bad dem træde frem.
Kirstine var på nippet til at sige noget, mens Johanne bare trådte frem med ordene ”Ja, selvfølgelig, det burde jeg have forudset. Mod dumhed kæmper tilsyneladende selv fisseførere forgæves, Sørine.”
Der faldt tiøren også hos Kirstine, som tavst trådte frem. 
Alle havde jo regnet ud, at dette var konstruktioner, som var beregnet til at straffe uartige pionerer.

Kirstine valgte lidt i blinde, da hun valgte den høje konstruktion. Johanne fik så bare den lave. Begge blev beordret nøgne, og snart blev Kirstines hænder hejst så langt over hendes hoved, at hun dansede på tåspidserne. Men Henar tog fat i hendes ene ben og bandt reb om anklen, som så også blev hejst op. I næste øjeblik sænkede Henar Kirstines krop lidt ned, så hun ikke skulle stå helt så anstrengt – og fordi Henar havde en anden dagsorden også, som det skulle vise sig. For Kirstine var en høj pige.
”Pioner Kirstine, du får fem slag med min yndlingsflogger. Fire på tværs og én op i skridtet. Du ved, hvad du straffes for, antager jeg. Du kan da godt indse, at du skal straffes på den måde, ikke?”
Kirstine nikkede afmålt.
”Når jeg er færdig med dig og Johanne, så har jeg tænkt mig at lade herrerne more sig med jer,” tilføjede Henar. Kirstine nikkede igen.

Kirstine skreg ved det sidste slag. Så gik Henar til Johanne og spurgte, om hun mente, hun skulle have samme straf. Det mente Johanne ikke. For Johanne lignede det, at Kirstine havde fået en hård straf, men for hende så den forholdsvis overkommelig ud. Henar nikkede anerkendende og annoncerede 10 slag, 8 og 2, hvad Johanne accepterede uden at kny.
Johanne blev bukket hen over stativet, og Henar fremhævede de mange fastgørelsesmuligheder, mens Johanne blev fastgjort. Hun tog sine slag uden en lyd, og Henar noterede sig, at hun muligvis havde været for blid ved Johanne, der åbenbart var en tough cookie.
”Endelig,” forklarede hun, ”at hvis man lagde træpladekonstruktionen ovenpå, og det kunne man gøre hvor som helst på den lave konstruktion, så havde man et helt tredje strafferedskab. Nogen, der ved, hvad det hedder?” spurgte Henar.
Sif markerede. ”Er det det, der hedder en træhest?” spurgte hun.
”Det er det nemlig. Og hvem skal mon på den?” spurgte Henar.  ”Og jeg kan se på dit ansigt, at du har svaret, pioner Sif,” sagde Henar, da ingen turde svare.
Men inden Sif fik sagt noget, trådte Dea frem. ”Det skal hestepigen vel?”
”Det skal hun nemlig. Og pioner Dea, der er én ting, som har beskæftiget mig, siden jeg så dine færdigheder med ridepisken i går, som du vistnok forklarede med, at du er hestepige. Er du blevet så god med ridepisken af at slå en hest?”
”Nej,” udbrød Dea, nærmest fornærmet over mistanken.
”Hvordan så?”
”Man øver sig jo med at slå efter ting. Og...” og så tøvede Dea og rødmede, ”... min krop har da også mærket den.”
Det knus, som Sørine helt ureglementeret bare gik hen og gav Dea kunne, ud over Sørine selv og måske Andreas, ingen rigtig forstå (bortset fra eventuelle læsere, som husker Dumme penge 5).  
Henar bad om at få sat hesten på, og imens bandt hun Deas håndled og albuer sammen på ryggen og hjalp Dea op, sammen med Claus.
”Og du ved, hvad du straffes for?” spurgte Henar for at sikre sig.
”Min opførsel ved morgenappellen.”
Henar nikkede, så tilføjede hun: ”Dea, jeg tror, at ingen her har prøvet sådan en før. Jeg kan vurdere det fuldstændig galt. Brug nu dit stopord, og lad være at spille helt, vil du ikke nok?”
Henar kaldte på Lee, Malin og Siri og fortalte dem, at deres straf for morgenens opførsel var kedsomhed. Hun gav dem klare instrukser om to ting: Lee skulle føre Kirstines bog og Malin Johannes, men de skulle først og fremmest koncertere sig om de piger, som nu blev straffet. Og når nogen hentede vand eller sådan noget, måtte de to tilbage kigge ekstra godt. ”Og hvis blot en af jer skønner, at nogen skal  løsnes, så løsn! Alle tvivlstilfælde afgøres af Lee,” bekendtgjorde Henar med en stemme, der ikke efterlod nogen tvivl om, at pigernes sikkerhed og velbefindende var noget, som de ikke et sekund måtte tabe af syne.
Som i et totalt sceneskift  vendte hun sig om, smilende, og forkyndte med smil: ”Mine damer og herrer – og for så vidt også pionerer uden opgave: Pioner Kirstine og Pioner Johanne afventer med glæde jeres besøg.”
Aldrig før havde Kirstine følt sig så udsat med vidtåbent skød med et ben på jorden og et med retning mod himlen.
Herrerne blev selvfølgelig emsige, mens Henar stille undrede sig, hvorfor de ikke af sig selv tog mere initiativ. ”De kan jo kun et vist antal gange, kammerat leder,” sagde Lisa, der stillede sig ved siden af Henar, som følte sig underligt gennemskuet. ”Jeg er ikke blevet glemt, vel?”
”Du og Solbjørg og Sif skal nok få jeres straf,” svarede Henar.
”Ja, nu har vi jo så at sige fået en strafferamme,” mumlede hun. Og ”Strafferammen” blev herefter navnet på det sted, hvor de pædagogiske rafteinstallationer stod.

”Det er nu ikke her, det kommer til at ske,” mente Henar.
Sif, Solbjørg og Lisa fik lov til at servere aftensmaden iført kaninører og kaninplug og selvsiddende netstrømper. Og Sif og Solbjørg morede sig over, hvor meget det outfit satte sig på tværs i Lisas feministiske hoved. Det blev ikke bedre af at Ruben hele aftenen til- og omtalte hende som ”Bunny”. Og det var også outfittet til aftenappellen.
”Hvem har noget i jeres bog, som jeg skal se?” spurgte Henar.
Flere pionerer markerede. 
”Pioner Kirstine,” kaldte Henar frem og kiggede i bogen.
”De er da gået til den derude i Strafferammen,” konstaterede hun. Det kunne Kirstine kun bekræfte.
”Hvad... hvad kan jeg gøre for at undgå, at nogen tager mig mere bagi i dag, hvis jeg vil undgå stopordet?” spurgte Kirstine stille.
”Det er vel bare at træde frem og sige, at du beder om at de ser bort fra din røv i dag. Den er brugt nok,” foreslog Henar. ”Men først skal jeg sige noget.” og fortsatte med høj røst: ”Pioner Kirstine er den første pioner, som får hædersmærker... øh... lidersmærker i alle afskygninger: 11 pikke i munden, det vil sige, du får tier mærket, 7 i fissen og 5 i røven. Det er en del, og derfor vil jeg bede om, at I alle lytter til, hvad Kirstine vil sige, når hun har fået sine mærker. Men først betyder det også, at Bæverne er den første patrulje, som har en pioner, der har alle slag mærker. Og derfor beholder de brusebadssnoren i morgen – og får en flaske rosévin og en pose chips med op på stuen i aften.”
Der udbrød jubel blandt Bæverne.
”Husk at rødme, nårh nej, det behøver jeg ikke at sige med dig,” sagde en grinende Henar til Kirstine, som derpå lignede en kogt krebs i hovedet, da hun fremstammede sit ærinde, om de ville skåne hendes røv.”
Johanne blev kaldt op. Hun havde minsandten også til tre mærker, de fleste af dem optjent på tre kvarter, hvor hun havde været bundet. Men ingen 10'ermærker, endnu, som hun sagde. Men elitefisserne var også glade for trøstepræmien, et glas rosevin pr. mand og adgang til lukket toilet.
Der var flere pionerer, som fik uddelt et femmermærke af den ene eller den anden slags.
”Dorete, du er kommet uden lov to gange,” konstaterede Henar. ”Flogger, ti slag, det kan du vel godt indse, pioner?”
Det var i den hårde ende, men Dorete svarede ”Ja, kammerat leder!”
Henar vendte sig mod de andre: ”Er der virkelig ingen andre, som har fået en orgasme uden lov?” afsluttede Henar vantro. ”Jeg har en mistanke om, at selv hærdebrede partifunktionærer har et blødt punkt for søde pionerer. Jeg vil dog indskyde at det er hårdt at være hård, når man er den eneste, ligesom det sikkert ikke er nemt at være lærer, når ungerne ikke er opdraget hjemmefra.”
Til Henars overraskelse sagde Ida ikke en lyd, selv om bolden var skudt lige over til hendes hjemmebane. Men flere af herrerne var over og undskylde. Det havde de slet og ret ikke tænkt på.
Da Dorete havde fået den aftalte straf, fik herrerne travlt med noget andet: Idas twerkingworkshop ville de alle gerne se.

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.