LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Dominans

Dato: 13.12.2020


SOMMERLEJR

Kapitel 26 - Aftenstund i lejren - Dag 3
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

 Par

 Personinfo

 Ida

 Bane

 Ophavsmænd til ideen om Sommerlejr

 Sif

 Casper

 Sif er Idas kusine. Casper er Siris chef

 Johanne

 Stig

 Johanne servicerer sommetider Casper

 Fabienne

 Sven

 Møder Johanne og Stig i en park

 Lisa

 Ruben

 Ruben har haft Ida som lærer i skolen

 Dorete

 Vagn

 Ida var Vagns papdatteres lærer på skolen

 Siri

 Sten

 Siri indgår somme tider som betaling på Vagns værksted

 Solbjørg

 Henar

 Solbjørg er Sifs veninde - Henar er pionerleder

 Dea

 Oscar

 Dea har tidligere haft noget kørende med Ida

 Malin

 Johann

 Venner med Dea og Oscar

 Sørine

 Andreas

 Sørines mor er Lisas papsøster. Kalder Lise for papster

 Kirstine

 Troels

 Bekendte af Dorete og Vagn

 Lee

 Lennart

 Kender Ida fra pinlig episode i møbelhus

 Marianne

 Claus

 Marianne er slavinde hos Claus og Frue. Claus har undervist Ida på seminariet.

 Veronica

 -

 Storesøster til Henar

Lejren var samlet til aftenhygge i spisesalen. Der blev spillet, grinet, befølt og bollet. Lige indtil Marianne rejste sig og bad folk om at høre efter.
Da hun havde alles opmærksomhed, pakkede hun andægtigt noget ud af et klæde. ”I min familie er der et familieklenodie,” sagde hun, da hun kort kiggede op. Lidt efter stod hun med en gammel bog i hånden.
”Dette er et bind af... min x gange tipoldemors Louise Ringheims dagbog. Hun skrev dagbog i hele sit liv. Og det bærer præg af en umættelig livsappetit, ikke mindst på det seksuelle, hvor hun ikke lægger fingre imellem. Jeg har taget det bind med, som hedder ”Sankt Croix”. Hun fulgte sin mand Jørgen til Sankt Croix i en årrække, hvor han sørgede for ordrer til sin fars rederi. Dér hørte de nok til det bedre borgerskab. I hvert fald udadtil. Må jeg godt læse et kapitel eller to for jer?”
Selvfølgelig måtte hun det.  

”Kære dagbog, kære Jørgen” begyndte Marianne, så stoppede hun op og begyndte at forklare: ”På et tidspunkt enten opdager hun, at Jørgen læser med – eller også læser hun for ham. Det kan jeg sagtens forestille mig, sådan som deres forhold er beskrevet. Hun har en søn, Cornelius Odd, på 13 år, som under ugen er i skole på Sankt Thomas. Nå, men nu læser jeg.
Kyndelmisse 1784. Det er nu 20 dage siden, Jørgen satte kurs mod Flensborg. Og det er et kvart år siden, han gav mig en højst ubelejlig gave, som også er dejlig. Men jeg er dog fortsat modstander af slaveriet, endskønt det trives i disse egne. Og nu er jeg slaveejer eller rettere slavindeejer. Vi har fået en pige i huset, en slavinde: Yolande. Sort som kul i fager facon som et timeglas. Yolande ved, skønt hun er intelligent, ikke, hvor gammel hun er. Jeg skønner hende til at være omkring 30 somre. Jørgen sagde, at han vandt hende af en franskmand; hun talte da heller hverken dansk eller norsk, da jeg fik hende. Men franskmændenes mål mestrede hun og talte også nogle brokker af englændernes mål. Samt noget kaudervælsk, som hun hævder, kommer fra Afrika. Men hun er på kort tid blevet ganske ferm til at anvende vort modersmål i en munter dansk, norsk sammenblanding. 'For hende er det et gode, at hun er fri af sin tidligere herre, husk det,' havde Jørgen formanet mig. Jeg prøvede at huske.
Yolande hjalp mig med min morgentoilette. Jeg var fortfarende nøgen. Uforvarende kom hun til at strejfe mit bryst. Og med et blev hele min krop smerteligt bevidst om, hvor meget den savner berøringer. Et suk må have undsluppet min mund.
”Om forladelse, Madame,” bad Yolande.
”Der er ikke noget at forlade... det var dejligt,” fik mit hungrende legeme min mund til at sige.
”Madame?” sagde, Yolande, tydeligvis tvivlrådig over det, hendes ører havde fornummet.
”Du må gerne røre mig,” sagde min mund. Som vanlig havde jeg ikke meget styr over den.
”Madame, jeg er ikke Deres husbond,” undskyldte Yolande sig usikkert, ”og hvad vil Herren sige, hvis jeg rører Dem upassende?”.
”Han vil ikke tage dig det ilde op. Du har mit ord, at jeg vil drage omsorg for det. Du er min slavinde. Rør ved mig!”
”Skal jeg være Deres husbond?” spurgte hun. Det blev fremdeles tydeligt, at hun frygtede konsekvenserne for de gerninger, jeg som hendes ejer forlangte af hende.
”Yolande, du behøver ikke frygte nogen straf fra hverken herren eller mig. Men lige nu forventer jeg, at du rører mig, som min husbond rører mig!”
Kære dagbog, jeg er en ussel synderinde, at jeg udnytter et menneske på en slig måde, og jeg er bange for, at det er mig stegen til hovedet, at jeg ejer en slavinde. Men langt om længe rørte Yolande forsigtigt ved mit bryst.
”Yolande, jeg plejer at kunne mærke, når min husbond rører mig,” irettesatte jeg hende.
”Madame, jeg er bange!”
”Vær ikke bange, tag ved. Hårdt. Min husbond er dejlig hård!”
”Ma... Madame, De beder mig om at være som Deres husbond, indtil De beder mig stoppe?”
”Ja, tak, Yolande,” sagde jeg. Havde hun forstået?
”Med forlov. Jeg er ikke døv, Madame, så jeg kan ikke kalde Dem Madame, som Deres husbond, men 'min tøs'” Det sidste sagde hun med en sådan kraft, at hun åbnede kilden mellem mine ben.
”Hent stokken!” forlangte hun så.
”Men...” stammede jeg.
”Vi er enige om, at husbonden har stokken, og ved den gode husbond er det op til tøsen, om han vil bruge den, er vi ikke?”
Jeg måtte nikke og hente stokken. Jeg gav hende den. ”Vær så god, Yolande”.
”Frøken Yolande,” sagde hun med den første antydning af et smil. Hun satte sig ned.
”Frøken, Mademoiselle Yolande,” fik jeg frem. Allerede på dette tidspunkt sejlede mit køn.
”Ned på alle 4 og kravl ind under mine skørter, tøs! Jeg tror, du véd, hvad du skal!”
Lydigt kravlede jeg ind under min slavindes skørter. I dette øjeblik var min slavinde min herinde. Og lydigt begyndte jeg at bevæge min tunge mod Yolandes mørke musling, som var lige så rød indeni, som hvid musling. Hendes smag var krydret, salt, stærk. Hendes støn blev hurtigt dybe og nydende. Uden tøven holdt hun mit hoved fast mod sit køn, da jeg var på rette spor. Med tungen presset i de rette baner, varede det ikke længe, før Yolande med et brøl og en fos af væske blev lyksaliggjort.
”Det er du jo ganske brugbar til, tøs. Kravl op i sengen og træk benene op, så du ikke skjuler dit fordærvede, lystne køn for mig!” forlangte hun. Og jeg gjorde lydigt, som Yolande tilsagde. Yolande var nøgen, da hun kom op i senge, hvor jeg vulgært præsenterede mine ynder. Hun havde stokken i hånden.
”Og du vil gerne røres, tøs?” spurgte hun.
”Ja, frøken Yolande!” pressede jeg frem.
”Hårdt?” fortsatte hun.
Jeg nikkede
”Sikker?” forlangte hun at vide. Igen nikkede jeg. Hvad jeg ikke havde set komme, var, at hun nu, uden varsel, slog med stokken på min følsomme knop tre gange, for herefter ublidt at placere den i min varme grotte. Jeg skreg. Øjeblikket efter rørte Yolandes tunge uendeligt blidt ved min forslåede og ubeskriveligt følsomme knop. Dette sendte stærke, uventede ilinger igennem hele mit legeme, jeg lå og stod foran himmeriges port, da hun stoppede.
”Jeg har smagt hvid foufoune nu, tøs. Du smager sød. Men du får ikke mere i dag. Men jeg vil give dig lov til at forløse dig selv nu!”
Tankerne rendte rundt i mit hoved. Skulle jeg, fruen, forlyste mig selv til slavindens plaisir? Men da jeg havde tænkt den tanke, opdagede jeg, at mig legeme havde taget beslutningen for mig. Begge mine hænder behandlede selvstændigt mig køn, den ene, som stødte fingre op i min grotte, og den anden, som kærtegnede min altid lystne knop. Den længe tiltrængte forløsning banede sig vej.
Jeg så på Yolande. Nu smilede hun. Vi lå lidt sammen og gned vore køn mod hinanden. Det føltes skønt, og vi kom begge over lyksalighedens brink.
”Da vi havde ligget lidt, sagde hun: Nu skal du give mig tøj på, tøs, og bagefter skal du bede mig stoppe!”
Jeg kunne være blevet liggende længe, men Yolande havde fundet en udgang. Man må være kvinde for sit ord. Så jeg gjorde, som befalet.”

”Her slutter dagens kapitel så,” meddelte Marianne, men min frivole formoder har behændigt syet et ark papir på denne side, som jeg måske bør læse op:
”Tvende dage efter Sankt Hans. Dette er skreven efter Jørgens auspicier. Jørgen kom hjem i går. Selvfølgelig er episoden med Yolande, undskyld, dagbog, den første episode med Yolande, kommet til hans kendskab.
Jørgen sad på vores fælles seng. Jeg stod afklædt, parat til at modtage min straf.
”Du har valgt at inddrage Yolande, så det vælger jeg også. Hent hende,” sagde han, stille og mild, som han jo taler.
”Jeg... jeg har lovet hende, at du ikke straffer hende, Jørgen.”
”Du skal ikke modsige mig. At du tror, at jeg kunne finde på det, sådan, som du har beskrevet forløbet, klæder dig ikke. Hent hende nu!” forlangte han. Og jeg kunne føle mig lille og dum, thi jeg var jo vis på, at således ville Jørgen ikke handle.
Det var en overrasket og ikke videre begejstret Yolande, der fulgte sin nøgne ejerinde til husbonden. Da vi begge var trådt ind i rummet, begyndte Jørgen at tale, stille og afmålt.
”Louise, fruen, er jo som oftest en liderlig en. Jeg foretrækker ærligt talt, at hun har valgt dig til at få sin lyst styret frem for så mange andre muligheder. Og du, Yolande, har taget opgaven på dig. Når jeg læser Louises, fruens beskrivelse, får jeg det indtryk, at både hun og du nyder disse stunder, hvor du spiller tøsens herre. Men, Yolande, gør du det, eller er det dig imod?”
Yolande så spørgende fra Jørgen til mig. ”Monsieur, tillægger De min mening betydning?” spurgte hun usikkert.
”Jeg... jeg nyder fruens færdigheder,” medgav hun, da det gik op for hende, at det betød noget, også for Jørgen. Hendes ansigt blev en kende mørkere. Rødmede hun.
”Tak, Yolande. Så er alt jo godt. Og dog,” fortsatte Jørgen med ildevarslende stilhed, ”Louise, du har en slavinde, som du gerne må sætte til at arbejde. At du, som egentlig, ligesom jeg er modstander af slaveriet, synker så dybt i din selvoptagne egne liderlighed, at du sætter, nærmest tvinger din slavinde til at … yde dig … erotiske tjenester, det støder mig surt op, og det agter jeg at straffe dig for.”
”Det er ventet. Jeg er tilsyneladende ikke bare en gris, Men hvis grisen tager overhånd, bliver jeg åbenbart til et svin, om jeg så må sige,” medgav jeg.
”Godt, du har forstået. Derudfra eftergiver jeg  halvparten. Det levner 25 slag. Yolande, det var dig, det gik ud over. Ønsker du at give Louise, fruen, sin straf?” spurgt Jørgen stille.
”Hvad jeg ønsker, husbond?” spurgte Yolande, som så ganske himmelfalden ud.
”Jeg vil gerne bede dig om det,” indskød jeg.
”Madame, jeg er stærk,” indvendte Yolande.
”Det er ikke for at slippe. Men … men straf føles bare bedre, hvis den kommer fra rette person,” prøvede jeg at forklare.
”Madame, straf føles aldrig godt,” indvendte Yolande.
”Det... det ser vi forskelligt på. Men det er nok, fordi jeg kan sige nej,” filosoferede jeg.
”Hvor jeg vil?” spurgte Yolande Jørgen.
”Hvor du vil,” medgav han.
De femten slag, som Yolande placerede på min bag, var ikke noget voldsomt problem, endskønt Yolande rigtigt nok var stærk. De fem slag, som blev min barm til del, var yderst smertelige. De sidste 5 slag var pinefulde hinsides ord.
Og dersom jeg havde håbet, at min husbond herefter ville tage mig blidt og gelinde, blev jeg skuffet. Han tog mig i agtergattet, på alle fire på dørken, og jeg blev påbudt at lyksaliggøre Yolande med min tunge imens, hvis hun ville. Det gjorde jeg også. Men jeg opnåede lyksaligheds stand først.”

Marianne foldede forsigtigt papiret sammen og lagde det i bogen, som hun lukkede omhyggeligt.
”Og jeg troede, at de var pæne mennesker i 1784,” var Sørine den første, der brød tavsheden.
”Det var de da også, ligesom vi, når vi forlader denne ø igen,” mente Marianne. Flere nikkede. Dobbeltliv kendte de vist alle.
Lidt efter sendte Henar dem på stuen.

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.

Indtast din e-mail:

Tilmeld Frameld