LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Dominans

Dato: 06.02.2021


SOMMERLEJR

Kapitel 35 - Fangst - Dag 6

Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

 Par

 Personinfo

 Ida

 Bane

 Ophavsmænd til ideen om Sommerlejr

 Sif

 Casper

 Sif er Idas kusine. Casper er Siris chef

 Johanne

 Stig

 Johanne servicerer sommetider Casper

 Fabienne

 Sven

 Møder Johanne og Stig i en park

 Lisa

 Ruben

 Ruben har haft Ida som lærer i skolen

 Dorete

 Vagn

 Ida var Vagns papdatteres lærer på skolen

 Siri

 Sten

 Siri indgår somme tider som betaling på Vagns værksted

 Solbjørg

 Henar

 Solbjørg er Sifs veninde - Henar er pionerleder

 Dea

 Oscar

 Dea har tidligere haft noget kørende med Ida

 Malin

 Johann

 Venner med Dea og Oscar

 Sørine

 Andreas

 Sørines mor er Lisas papsøster. Kalder Lise for papster

 Kirstine

 Troels

 Bekendte af Dorete og Vagn

 Lee

 Lennart

 Kender Ida fra pinlig episode i møbelhus

 Marianne

 Claus

 Marianne er slavinde hos Claus og Frue. Claus har undervist Ida på seminariet.

 Veronica

 -

 Storesøster til Henar

 

Fabienne var vågnet tidligt. Et blik ud af vinduet viste, at vejret var godt. Et blik på uret viste, at det virkeligt var tidligt. Hun trak i skjorte og nederdel og fandt sin fiskestang og sin fisketaske. Hun havde udset sig et sted på den lille odde på øens nordende, hvor hun ville kaste snøren ud. Det var simpelt hen så afslappende at fiske. Man kunne lade sjælen dingle som snoren kunne dingle eller bevæges slapt frem og tilbage af små bevægelser i vandet.

Det havde været sjovt at være fissefører, selv om det der med at lede de andre, det havde ikke været den mest naturlige ting i verden for hende. Hendes patrulje havde ikke vundet noget som helst, men det lignede heller ikke, at det bekymrede nogen. De nød de pikke, fisser og nok også de straffe, som krydsede deres vej, og tog det hele som en oplevelse. Og egentlig troede hun, at de nød at have en fissefører, som ikke havde ambitioner på deres vegne, og som slikkede dem godnat alle sammen.
Hun kunne godt se, at Sørine gjorde det rigtige med eller måske snarere for sine elitefisser, og det virkede også som om Lee styrede sine bævere med hårdere hånd end hun. Men alligevel så hun frem til dette øjebliks afslapning.

Der gik kun et kort øjeblik, så kom Ruben traskende med sin fiskestang. Han hilste med et nik og pakkede sin stang ud.
”Tak for i går. Det var stort,” hviskede han og kastede snøren ud nogle meter ved siden af Fabienne. ”Og det her kan man jo ikke sige nogen andre steder end her,” tilføjede han, ”du er en helt vidunderlig pikslikker.”
Fabienne smilede bare. For hvad skulle man sige? De sad lidt i stilhed. Det var rart.
”Vil du ikke nok synge den sang, som du sang forleden aften for mig?” spurgte han stille.
”Helst ikke. Jeg er stået tidligt op og er gået herop i ensomheden for ikke at skulle noget,” svarede Fabienne, som mærkede, at hun begyndte at blive irriteret. Hvad tænkte Ruben egentlig på bare at komme og forstyrre hende i sin ensomhed.
”Det er i orden,” sagde han bare. ”Jeg af alle burde jo nok have tænkt over, at du sad her alene med en fiskestang. Sorry.”
Fabienne nikkede. Det er svært at opretholde surheden, når modparten undskylder. ”Jeg kunne også have sagt noget,” sagde hun tænksomt.
”Eller jeg kunne have spurgt. Og nu kan vi så begge to insisterende hævde, at det i hvert fald er min skyld. Skal vi ikke bare lade være og fiske i stedet?” indvendte Ruben.
Og da Fabienne ikke længere skulle synge, gik der ikke længe, før det egentlig var helt ok. Det var jo lige meget med fiskene. Det var ikke derfor, hun sad her. Lige så stille begyndte hun; ”Non, rien de rien. Non, je ne regrette rien...”
Claus havde haft ret. Det lød næsten ubeskriveligt smukt i Fabiennes mund, tænkte Ruben næsten henført. Og så fik han øje på Fabiennes snøre.  Det var næsten trist at afbryde hende, men det måtte han.
”Merci,” udbrød Fabienne og begyndte at rejse sig for at hale snøren ind.
Hvad det en var, der var i den anden ende, havde ikke tænkt sig at give sig uden kamp. Ruben kunne ikke andet end at se beundrende til, hvordan den spinkle og feminine Fabienne, rutineret, koncentreret og energisk satte hårdt mod hårdt og med senede bevægelser, som han ikke havde tiltroet denne krop, ubønhørligt halede meter efter meter af snøren i land.
”Mon Dieu,” udbrød hun, da hun første gang i et splitsekund fik et glimt af, hvad det var, hun var ved at hale i land, før det var under vand igen.
Ruben lavede imponeret den bevægelse, som lystfiskere bruger til at beskrive den sidste sild, de har fanget, med udstrakte arme til begge sider.
Fabienne nikkede sammenbidt og hev en anselig fisk i land. Ruben var igen imponeret, hvor afmålt, køligt og målrettet den stadig spinkle Fabienne bankede livet ud af dyret med to målrettede slag med et træstykke.

Først da så hun forvirret ud et øjeblik. ”Vil du tage mit tøj og mine ting,” sagde hun så. Åbenbart skulle hun ikke have fisk på uniformen. Han nød at se hende klæde sig af med energiske bevægelser. Hun var jo også værd at kigge på.
”Det skal jeg nok. Og senere i dag, der får jeg fingre i dig, pioner Fabienne,” sagde han.
Hun sendte ham et koket smil og sagde: ”Jeg er kun en lille pionerpige. Je ne regrette rien.” Så tog hun gedden over begge arme og bar dyret mod køkkenet.

”Uh!” udbrød Veronika, da dyret landede på køkkenbordet foran hende. ”Hold da op!” bifaldt Sten, som havde køkkentjansen før morgenmaden. Ruben, som trådte ind i samme øjeblik med Fabiennes ting, var også imponeret. ”Gider du hente Henar?” spurgte Vero ham. Han smuttede og lidt efter kom en søvndrukken Henar ind iført trusser og T-shirt.
”Henar. Nu er jeg køkkentante og ikke blot pioner. Denne pioner skal på en eller anden mærkbar måde udmærkes for sin bedrift,” forlangte hun.
”Hvad da?” spurgte Henar og Vero pegede med armen.
”Mmmmmh,” udbrød Henar henført. ”En... en... en … lucio.... øøh … brochet … hvad er det på dansk?”
”Jeg vil helst ikke sige det på dansk,” mente Fabienne.
”En gedde,” oplyste Sten, ”både med stød og et lumskt blødt dobbelt d. Sikkert ikke det rareste danske ord, Fabienne.”
”Pionerkorpset takker dig, pioner Fabienne,” sagde Henar. ”Er der noget, du kunne tænke dig?”
Fabienne tænkte lidt. ”Elitefisserne,” sagde hun så, ”de vinder jo altid alting. Også bruseprivilegiet. Det må de gerne. De inviterer så herrer med, så de kan vinde. Det må de også gerne. Fissionærerne kunne også godt tænke sig at blive serviceret i brusebadet på samme måde, og hvis det så skulle give Bæverne så meget tid, at elitefisserne for en gangs skyld ikke vinder det hele, så ingen alarm for mig.”
Henar smilede. ”Skal de vælge jer eller vil I vælge dem?”
”Jeg vil gerne vælge,” oplyste Fabienne.
”Fortsæt,” opfordrede Henar.
”Jeg vil have Siri, Malin skal have Sif, Efter en historie, som Dorete har fortalt (se den nye klasselærer 5), skal hun have Ida, Johanne får Sørine og Solbjørg får Marianne,” opremsede Fabienne.
”Ingen siger noget før appellen” formanede Henar strengt, og således gik alt sin vante gang i lejren.

13 pionerer havde analsex på tom mave, mens to pionerer måtte servicere en kvinde efter bedste evne. 
Elitefisserne havde intetanende herrebesøg i bruserne. De øvrige pionerer vaskede sig under herrernes nysgerrige påsyn. Henar dekreterede barbering. Det var Veronika knotten over, men Henar meddelte blot, at det var efter eget ønske, at hun var blevet pioner oveni at være køkkentante. Og så skulle hun nok have tænkt sig om. Lidt efter var Veronikas fisse for første gange siden hun begyndte at få hår, totalt blank.

Lidt efter ringede Henar med klokken. Pionerer og funktionærer stimlede sammen. Appellen var i gang.
”God morgen, pionerer!”
”God morgen, kammerat leder!”
”Vejret er dejligt. Fra nu af og de næste 24 timer bærer pionerer kun bælteraske, skråhue og tørklæde!”
Det tog lidt tid, før beskeden bundfældede sig. Ingen af pionererne havde været nøgen i et døgn nogensinde før. Men kort tid efter stod de i den ønskede afklædte tilstand og følte sig pirrende udsat.
”Nu skal I synge pionersangen,” forlangte Henar. Og det gjorde de nøgne pionerer så.
”Jeg har en glædelig meddelelse,” fortalte Henar herefter. ”Fissionærernes fissefører Fabienne har været på jagt til morgen og har egenhændigt nedlagt vores aftensmad. Og det er ikke engang løgn. Det skal hun vel æres for. Da det er Elitefisserne, som har brusebadsprivilegiet, forventer jeg, at i straks efter morgenmaden inviterer Fissionærerne med i brusebad og yder dem samme gæstfrihed, som I er kendte for. Siri, du inviterer Fabienne, Sif inviterer Malin, Ida inviterer en gammel bekendt, tror jeg, Dorete, Sørine, du inviterer Johanne og Marianne, du inviterer Solbjørg. Forstået?”
Elitefisserne nikkede småbeklemt, de overraskede fissionærer jublede.
”Tilføjelse: I eftermiddag er der afsat strandtid. I den periode vil den samme elitefisse servicere den samme fissionær, medmindre fissionærerne bytter elitefisser indbyrdes. I den periode står desværre kun bæverne til rådighed for funktionærerne. Vi beklager ulejligheden.
Og endelig: Efter morgenmaden til ca. klokken 13 er der kærestetid. Det vil sige, at pionererne skal være sammen med deres herre eller frue, medmindre selvfølgelig ens herre eller frue har andre planer. Frøken Juhl, hvis du er her så længe, kan du fungere som Veros frue. Hun er kommet lidt herreløs herind. Jeg ved, at der er nogle, som har en aftale om at bytte pioner, så der er andre muligheder.
Iben nikkede. Og hun kunne jo godt tænke sig at lege lidt med hende Siri fra sin fars firma, men hun kunne se på sin far, at han havde set nøjagtigt, hvad hun havde tænkt. Det var ret tydeligt, at dét ikke var en mulighed. Der var vel heller ikke noget i vejen med Vero.
”Så er der jo nogen, der er kommet uden tilladelse, konstaterede Henar.

”Pioner Siri, pioner Solbjørg, pioner Lisa, træd herhen,” forlangte Henar og pegede på et sted.
”Jeg låner lige din pisk,” sagde hun til Sørine og gik til de tre pionerer.
”Hænderne bag nakken,” sagde hun til Lisa, ”det er yveret, det gælder” Lisa var lige på vej i det røde felt. 'Patter' var efterhånden ok, men 'yver'? Så så hun Henars smil.
”Jeg er så nem,” sukkede hun.
”Du er såååå sjov,” sagde Henar smilende. ”Kig på mig. Jeg er kvinde, der kæmper i et mandefag. Jeg er med dig. Men dit yver får altså alligevel en tur, pioner!”
”Så giv mit yver en tur,” sukkede Lisa.
Men Henar rystede smilende  hovedet. ”Nej. Lige netop med dig vil jeg bede en mand om at gøre det. Og hvem er mon bedre til at håndtere mælkejunger end mælkekusken Sten?”
Siri, der stod ved siden af, holdt godt nok artigt hænderne bag hovedet, men grinede. ”Pioner Siri, vil du ikke nok vise os, hvor våd pioner Lisas fisse er blevet ved udsigten til at få sine mælkejunger behandlet professionelt?”
”Jo” grinede Siri, vekslede stilling og førte tre fingre op i Lisa. De var slimede, da hun tog dem ud.
”Tænkte det nok,” sagde Henar. ”Du kan selv slikke dem rene. Og stil dig så tilbage!” Så befølte hun Lisas bryster.
”Sten, vil du give dette præmieyver en håndfast behandling. Ti slag?” og rakte ham pisken. Det var ikke kærtegn, læderstrimlerne gav Lisas bryster. Det var håndfaste, smertelige slag, og da han var færdig, var Lisa særdeles bevidst om sit yver og hvordan det føltes.
Så gik Henar til Siri og hviskede: ”Vil du have, at Sten fortsætter, eller føles det forkert?” Det var helt fint med Siri. Og Sten landede ti slag på Siris bryster. Hun våndede sig.
”Får hun ekstra, fordi hun er din?” spurgte Henar ham.
”Tja, jeg er jo nok ikke så forsigtig med en, jeg låner, som med min egen,” mente Sten.
”Nej, sådan er det jo,” kommenterede Henar til en overrasket Sten, som havde forventet en eller anden form for reprimande.
”Så er du jo måske heldig, at jeg ikke har sat mig til det – eller måske Vero,” sagde Henar til Solbjørg.
”Uha, nej. Helst ikke Vero,” udbrød Solbjørg, som var klar over, at lige meget, hvad hun sagde, så kunne hun få det, hun ikke ville.
”Lån mig dit tørklæde, Siri,” sagde Henar.
Hun fik Siris og tog også Solbjørgs tørklæde af. Hun bandt et tørklæde om roden af hvert bryst. Der gik ikke længe, før Solbjørgs bryster var rundere, mørkere, fastere og mere fremme, hvad alle kunne se. Men Solbjørg mærkede også, hvor meget mere følsomme de var. Og da de fem bløde læderremme ramte, føltes det som hundrede piskesnører. Hendes straf var hård. Og hun blev støjende. Og det inden morgenmaden.

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.

Indtast din e-mail:

Tilmeld Frameld