LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Dominans

Dato: 06.02.2021

SOMMERLEJR

Kapitel 39 - Den sidste appel - Dag 6

Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Henar havde dekreteret lidt fritid før appellen. Det viste sig, at et hurtigtarbejdende udvalg bestående af Kristine, Solbjørg, Lisa, Ida, Lennart og Claus havde været i gang med at brygge noget underholdning sammen til den sidste aften, men de manglede lige det sidste, ”the prick over the I”, som en kulturminister engang kom til at sige til en udenlandsk gæst.
Sørine var blevet temmelig lille ved tanken om, at en eller anden, hun ikke anede, kunne klippe hende. Hvorfor fik hendes ærgerrighed hende derud? Og Johanne ville ikke røbe noget. ”Når appellen er ved at være slut,” havde hun bare sagt. Ovenpå den besked, sukkede Sørine.
I samme øjeblik ringede klokken. Der var kaldt til appel. Pionerer og herrer kom strømmende alle mulige steder fra. Herrerne satte sig mageligt, mens pionererne stillede sig i deres patruljer.
”Er I klar til lejrsangen, fisser?” gjaldede Henar ud over appelpladsen.
”Ja, kammerat leder,” gjaldede det tilbage. Noget havde de da lært i den forløbne uge, tænkte Henar.
”1-2-3-4” talte Henar.

”Her står vi, sommerlejrens tæver,
til tjeneste altid beredt,
og spændt og liderlige bæver
for dagen, som vi ej har set.
Hvad skal i os pionerers fisser?
Hvis sæd løbe af os ud?
Hvor med tak vi tage mod penisser?
For hvilken straf vi stå for skud?
//:Spred nu ben, pionerer!
Med vort køn, mund, hånd og bag
vi partiets mænd beærer,
pionerers æressag://

”Og spredt ben har I, pionerer!” gjaldede Henar igen. ”I er nogle liderlige tæver uden rygrad! Alle pionerer, som i dag er kommet uden tilladelse træder frem!”
Nogle af herrerne grinede, da alle pionerer trådte frem,” og da situationen gik op for pionererne, kom der også fnis fra dem.
”Vend jer om. Hænderne om anklerne!” forlangte Henar, og så holdt fniseriet op.
”Nu tager vi hensyn til, at I skal sidde længe i bil i morgen. Oscar, vil du give dem 10 slag med tawsen hver?”
”Selvfølgelig, kammerat Garcia Ladal,” svarede denne og hentede tawsen. Med målrettede skridt gik han mod den strittende rumpe, der var ham nærmest. Det var Fabienne. Han holdt tawsen foran hendes mund. Instinktivt vidste hun, hvad det betød, og det strittede i hende. Men hun kyssede tawsen, som forventet, mens Oscar gik bag hende og begyndte. Det kunne mærkes. Fabienne våndede sig, men kunne ikke dy sig at tænke, at hun kunne fornemme, at Oscar godt vidste, at hun ikke var smertefreak. Han forventede, at Fabienne kyssede tawsen igen.
Så gik han til den næste. Det var Johanne. Her trak han helt anderledes igennem. Det fik ligefrem Johanne til at råbe ”Av, for helvede!” ved 8. slag. ”Våd,” konstaterede han, da han afslutningsvis stak en finger op i Johanne, før han gik videre. ”Jeg ved det,” sukkede hun.
Målrettet arbejdede han sig gennem rækken af pionerer.

Han skulle lige til at række tawsen frem til Sørines mund, da han stoppede. ”Du skælver, pioner Sørine. Og når DU skælver, bliver jeg betænkelig.”
Der kom et klynk som svar.
”Rejs dig op, Sørine,” sagde han og lagde en hånd på hendes ryg, mens han vendte sig om og kaldte; ”Andreas! Kom og tag dig af Sørine! Nogen! Bring hende nogle tæpper!” Lidt efter sad Sørine hos Andreas, indhyllet i tæpper og blev holdt om. Hun opdagede ikke, at Marianne hviskede med Oscar og fik lov til at gå over til Sørine.
”Vi holder pause, indtil jeg ringer med klokken,” bekendtgjorde Henar. Appellen gik hurtigt i opløsning.
”Sådan har du aldrig haft det før?” spurgte Marianne.
Sørine rystede på hovedet og puttede sig ind til Andreas igen.
”Du skal vide, I skal vide, at det godt kan ske, at det hele bliver for meget. Jeg tror, at alle vi, som har nogle år på bagen i det her SM-dominans-cirkus, har prøvet det.”
”Har I?” spurgte Sørine overrasket.
”Ja, vi har, det er ikke dig, der er noget i vejen med,” oplyste Marianne.
Det var næsten tydeligt, at det lettede Sørine.
”Og nu hører du godt efter, for nu taler farmor Marianne. Og det er den eneste ordre, jeg giver dig på denne tur: Nu hviler du dig med Andreas indtil du mærker lyst til at være med igen! Og så finder jeg dig en sodavand og noget chokolade. Du skal have nogle kulhydrater. Forstået?”
Sørine nikkede. ”Tak” mumlede hun.
Marianne rejste sig og stoppede på sin vej over mod køkkenet Johanne og Lennard, som var på vej over til Sørine. De talte lidt, så lod Marianne dem gå videre.
”Undskyld, undskyld, undskyld, jeg... jeg har mistolket de signaler, du udsendte. Ellers havde jeg aldrig...”
”Det havde jeg altså heller ikke regnet med, Johanne,” afbrød Sørine hende.
”Nej... nej... det håber jeg egentlig heller ikke du havde,” sagde Johanne tænksomt.
”Nu skal du ikke gøre det til din skyld!” Hun smilede kort til Johanne og puttede sig ind til Andreas. Det føltes rart.
”Lennard?” sagde hun så, da hun konstaterede, at Lennard bare tålmodigt ventede uden at mase sig på.
”Ja... øh … Sørine,” indledte han´, ”jeg er altså ham, der har vundet at klippe dig. Jeg... jeg ved ikke, om du nåede at tænke tanken, men jeg tror, at ingen af os kunne have drømt om at klippe dig til ukendelighed.”
”Så jeg har ikke gættet rigtigt?” spurgte Sørine.
”Men én rigtig havde jeg da,” sagde hun og nussede Andreas' kind.
”Jaeh, Oscar var rigtig,” indvendte Johanne. ”Hvad!” udbrød Sørine vantro og kiggede på Andreas. ”Jeg var så sikker med den hånd.”
”Nu var det jo ikke hånden, du skulle gætte,” påstod Andreas.
Sørine rystede på hovedet. ”Øv altså.” Lidt efter tilføjede hun: ”Jeg tror, jeg afbrød, Lennard”
Han nikkede og fortsatte: ”Der var ingen, der syntes, det var sjovt at klippe dig. Vi syntes det var sjovt at kneppe dig – og vi syntes, det var sjovt at lege med din hjerne; og det betaler du nu prisen for. Og vi... og jeg kan egentlig ikke gøre andet end at fortælle dig, at du ikke skal klippes. Jeg havde tænkt at spørge dig, om du skulle have klippet tånegle.”
”Ikke andet?” spurgte Sørine.
”Ikke andet,” bekræftede Lennard. ”Jeg tror ikke, at nogen her har lyst til at skade dig, Sørine.”
”Tak, Lennard. Må jeg lige sidde her lidt, før du klipper min tånegle?”
Lennard nikkede, og Marianne kom med juice og nogle kiks, som Sørine gumlede.
”Kan det passe, at det der klipning bare fyldte det hele og kørte mig ned, Marianne?” ville Sørine vide.
”Det kan det sagtens,” mente Marianne.
Sørine rakte ud, og trykkede hendes hånd. ”Men jeg skal ikke klippes. Og en appel, det kan jeg godt forholde mig til.”
”Du vil bare stille dig derop igen?” spurgte Andreas kritisk.
”Ja,” svarede Sørine kort.
”Sikker?” spurgte Marianne mistroisk.
Det var Sørine.
”Og du har mærket ordentligt efter?” ville Marianne vide, selv om hun var klar over, at hun godt kunne lyde bedrevidende overfor denne unge tøs.
”Ja, mor!” svarede en unge tøs med et smil, men lagde straks ansigtet i mere alvorlige folder igen. For i bund og grund var det jo godt, at Marianne blandede sig; for måske vidste hun ikke mere om Sørine end Sørine, men hun vidste definitivt mere om at være sub. ”Og tak fordi du tager dig af mig. Det hjælper at have lidt livserfaring at læne sig op ad,” tilføjede Sørine, som rejste sig og gik op imod appelpladsen. Hun fandt Henar.
”Vi kan godt gå i gang igen,” sagde hun.
”Er du sikker?” spurgte Henar.
”For helvede!” udbrød Sørine.
”Jeg er altså ikke den første til at spørge, kan jeg konstatere” konstaterede Henar.
”Nej!” hvislede Sørine.
”Og jeg spørger alligevel, for jeg er nødt til at få et indtryk af din tilstand, og så må du gerne vrisse!” sagde Henar med en vis strenghed i stemmen.
”Undskyld. Jeg ved det jo godt,” medgav Sørine.
”Hvis du mener den undskyldning, så kys mine skosnuder,” forlangte Henar og studerede Sørines reaktion nøje. Hun kom uden tøven ned på alle fire og kyssede skosnuderne og gentog sin undskyldning.”
”Det er i orden,” svarede Henar, ”og så kommer den næste irritation fra min side: Når du nu er ok, så regner jeg med, at vi fortsætter nøjagtigt, hvor vi slap.”
”Det regnede jeg med,” bekræftede Sørine.
”Fint. Løb op og ring med klokken og stil dig så som og hvor du stod før, fissefører!” 
”Javel, kammerat leder!” svarede Sørine, gjorde honnør og løb for at ringe med klokken. Lidt senere stod hun som den første på appelpladsen med enden i vejret og hænderne om anklerne, da de andre begyndte at indfinde sig. Henar og Oscar talte dæmpet sammen, før han gik ned til Sørine.
”Klar, pioner?”
”Ja, kammerat partifunktionær!”
Han holdt tawsen ved hendes mund. ”Tælle og takke,” forlangte han, da Sørine havde kysset den. Hun nåede blot at nikke, før første slag ramte.
”Én, tak! - To... tak! - Tre ….... tak!”
Ved det fjerde slag kunne man høre, hvordan hun sammenbidt trak luft ind mellem tænderne.
Ved sjette slag begyndte hun at give sig.
”Ni... avavav, tak!”
”Ti, av for helvede, tak!”
Lydigt kyssede hun tawsen, før Oscar gik om bag hende og puttede to fingre op i hendes skræv.
”Du er vist ok igen,” kommenterede han sine våde fingre tørt og gik videre til den næste. Nærmest professionelt arbejdede han sig igennem rækken af opadvendte kvindenumser.
”Stå ret!” forlangte Henar, da Oscar var færdig og lydigt stillede pigerne sig op. Så kaldte hun på Andreas, som lidt forvirret kom derop. Hun rakte ham en pakke husholdningselastikker. ”jeg tænkte, du er 18 år; og hvornår kommer du næste gang i en situation, hvor du kan komme til at røre 26 kvindebryster. De skal have en elastik på ved roden alle sammen. Men du må godt røre dem i øvrigt også. Stryge, ae, ælte, klemme, du ved. Du behøver ikke være blid. ”I særdeleshed dagens orgasme-monstre Siri, Johanne, Kirstine og Lee må du godt tage ordentligt ved. Og selvfølgelig Ida. Hende kan du godt løfte i brysterne, hvis du har kræfterne, men hun er jo ikke ret stor.”
”Det skal være mig en fornøjelse,” svarede Andreas. 
Igen stod Fabienne først i rækken. Hendes bryster blev befølt, nusset. Han suttede endda på hendes brystvorter.
”Det føles godt,” oplyste Fabienne, ”men det mest sexede ved det er dog, at jeg skal finde mig i det!”
”Bliver du våd, din lille liderlige tæve af en pioner?” spurgte Andreas.
Fabienne rødmede. ”Jeg har været våd i en uge, kammerat Holst. Netop derfor!”
Forsigtigt satte han elastikkerne på Fabiennes bryster. ”Pioner Fabienne, jeg er taknemmelig og beæret over den tillid du har vist mig. Det har på alle måder været positivt at lære dig at kende. Jeg kommer til at savne dig!”
”Tak... Det har været en stor oplevelse at skulle give mig hen og så at kunne give mig hen. Og det blev ikke ringere af, at Sørine og du var med. Vi... vi kan måske lave mange ting sammen.”
Han gik videre til Johanne. Han spændte en elastik mellem tommel- og pegefinger, trak til og udsatte Johannes brystvorter for et bombardement af elastiksvirp. Så tog han ved brystvorterne og hev op, sådan at Johanne blev tvunget til at lave et par piruetter på det yderste af tåspidserne, før han satte elastikkerne på brysterne.
”Pioner Johanne, jeg er taknemmelig og beæret over den tillid du har vist mig. Jeg er blevet et rigere menneske af at kende dig. Du er ligeså stort et menneske, som du er ydmyg, når du er slavinde.”
Johanne sank. ”Gider du ikke nok lade være. Jeg kan slet ikke forholde mig til det nu.”
”Nej,” svarede han, ”det gider jeg ikke.”
”Så tak,” svarede Johanne og lød lidt grødet.
Henar stod og så på, hvordan Andreas gik fra kvinde til kvinde, og frydede sig over, hvor meget de to unge mennesker havde bidraget til lejren. Han kunne være usikker, jojo, men han kunne også være dominerende og hård og krævende, men han kendte sin plads som Herre og kunne af en eller anden grund se mennesket i subben tydeligere, end mange andre nogensinde kom til. Stort set alle piger blev en halv centimeter højere af dette møde med Andreas. Undtagen Ida, som blev noget højere, da Andreas løftede hende. Da han satte hende ned igen, krummede Ida sig sammen, hvilket Andreas kvitterede for med et tørt spark i Idas skridt, før han hev hende op ved håret. ”Stå ret blev der sagt! Tag dig sammen!”
”Ja hr, undskyld, hr,” skyndte Ida sig at sige og prøvede at stå ret. Han satte elastikkerne i Idas små bryster. Hun sendte Henar et blik, som emmede af smerte, men Henar syntes, at smilet i øjnene var tydeligt.
”Pioner Ida,” samlede Andreas sig. ”Du er det vildeste, jeg har oplevet. Hvis jeg havde dig alene, så tror jeg ikke, at jeg magtede det.”
”Vi er jo ikke ens,” svarede Ida gammelklogt.
”Sandt for dyden ikke,” mente Andreas, og da jeg mangler ord, så må jeg jo vise i et sprog, som du forstår, at jeg værdsætter dig.”
Og før nogen havde set sig om, knaldede han hende en lussing. Der gik nogle sekunder, hvor man ville have hørt en knappenål falde i ti kilometers afstand.
”Av for pokker,” udbrød Ida, da hun var kommet sig over det første chok. ”sådan er jeg aldrig blevet kysset før,” konstaterede hun grinende, ”hold da op!”
”Nu ville det næsten forekomme banalt, hvis jeg faldt på knæ og viste min værdsættelse ved at blæse din pik. Så kan vi ikke sige, at jeg viser min værdsættelse, når Bane og jeg inviterer jer en weekend; selv om dét er vi nok ikke de eneste, der har lyst til, kan jeg fornemme.”
”Tak,” sagde Andreas, og fortsatte elastikprojektet med den næste.

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.