LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Dominans

Dato: 06.02.2021

SOMMERLEJR

Kapitel 40 - Festaften (SLUT)

Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Dea var ærligt talt lidt spændt på, hvordan i alverden festaften skulle være festlig efter denne lejruge. Men hvad Vero, Sten og Ruben havde anrettet af mad og drikke i lejrens lille køkken, var jo i sig selv en drøm.
Den sang, som Kirstine og Lisa havde skrevet og fremført (”Dildo op, dildo ned, dildo i min...”), levnede ikke et øje tørt, dels af latter, dels af vemodighed, for alle vidste, at det var slut snart. Og dels selvfølgelig af et anstrøg af begyndende snalrethed.
Så bemægtigede Lennart sig scenen.
”Kammerater! Pionerer! Hvordan skal man efter en uge, hvor alting, som alt i vores socialistiske land var perfekt – og især tak til Veronica (klap og fnis fra salen), lave det endnu festligere. Men i vor bestræbelse - pionerer! Kammerater! - efter at skabe et endnu mere fuldkomment socialistisk samfund, har vi nu udtænkt en plan, som vil kunne skabe værdi i mange år frem. Mine damer og herrer! Kammerater! Pionerer! Jeg præsenterer: parkonkurrencen.
Mens Solbjørg nu varter op med små forfriskninger til damerne, er det tanken, at damerne skal instruere herrerne i nydelsesværdig fisseslikning i en halv time. Herefter er det herrernes tur til at vise, hvad de har lært på både kammerat Garcia Ladal og på pioner Veronica, som begge giver point fra 1-10 for præstationen. Det antal point, som parret har fået mindre end 20, vil blive distribueret ligeligt med bæltet til både mand og kvinde.
Sådan er socialismen. Her er alle vindere, medmindre der vederfarer dem noget slemt! Og der er selvfølgelig ikke mulighed for at udeblive. Og dog kan det være, at der bliver gevinst; jeg har erfaret, at det vindende par kan få udstrakt roomservice af pioner Solbjørg på færgen i morgen, hvis de ønsker.
Kammerater! Pionerer! Jeg vil bede jer rejser jer og udbringe et leve for socialismen og et leve for vores leder kammerat Garcia Ladal. Herefter kan pionererne synge lejrsangen.
Længe leve socialismen! Længe leve vores leder, kammerat Garcia Ladal!”
Med højre knytnæve i vejret kvitterede salen med et ”Hurra, hurra, hurraaaa!” og pionererne udbrød 

Her står vi, sommerlejrens tæver,
til tjeneste altid beredt,
og spændt og liderlige bæver
for dagen, som vi ej har set.
Hvad skal i os pionerers fisser?
Hvis sæd løbe af os ud?
Hvor med tak vi tage skal penisser?
For hvilken straf vi stå for skud?
//:Spred nu ben, pionerer!
Villigt køn, mund, hånd og bag,
de partiets mænd beærer,
pionerers æressag://

”Kammerater! Pionerer! Sæt i værk!” kommanderede Lennart efter sangen, og i løbet af ingen tid var spisesalens borde fyldt af nøgne kvinder, som svingede benene op. Også Dea lå så der, med Oscars hoved mellem benene, hovedrystende over opgaven, men også med en uvant rolle: At fortælle Oscar, hvor skabet skal stå.
Men Dea havde åbenbart ikke helt så travlt som Kirstine, som gik i gang med at irettesætte Troels. ”Hør nu her. Man kan ikke vinde en fodboldkamp ved kun at sparke på en måde!” - ”Hvis du var midtbanespiller, ville I vist have det mest idéforladte angrebsspil i serien!” - ”Lad nu være med bare at løbe mod mål. Det bliver for gennemskueligt. Prøv også fløjspil og dybe stikninger og alt det andet, du ser på om lørdagen!” Og alt imens nippede hun med velbehag til en G&T, som Solbjørg lige havde serveret, smilede underholdt til de omkringliggende.
”Åh ja, Troels. Variation. Det var ikke så svært!”
At der omtrent på dette tidspunkt skete et skifte forneden, var ingen, der så Kirstines ansigt i tvivl om.
”Jajaja,” udbrød hun med et helt andet ansigtsudtryk.
”Åh... åh... også mellemkødet... Uh.. ja, Troels”
”Det... Åh Gud! Troels. Jah. Uh.. Ooooh. Uh”, efterfulgt af lyde, man ikke kan beskrive med bogstaver. Og Kirstine kom voldsomt.
”Det var.... det … må jeg sige,” stønnede Kirstine, ”kan der blive en mere?”
Blandt mange pigers lyde kunne man høre på Kirstines, at det kunne der. Så trak hun ham op og gav ham et kæmpekys. Dea var ikke sikker, at hun skulle høre det, hun hviskede til ham: ”Hvis denne her vanvittige lejr ikke har lært mig andet – og det tror jeg nok, den har – så har den lært mig, at jeg kan tale om min fisse og hvad den vil, min tyr. Og når det bliver din tur, sørg så for, at jeg ikke får alt for mange smæk!”
Det var ikke, hvad Dea havde lært. Dea havde lært, at løbetid er, når man løber ud hele tiden. En uge, hvor de havde kneppet som gale hunde. Hvor hun havde fået orgasme på orgasme. Hvor hun havde været den liderlige tæve, hun helst var, men ikke kunne udleve til daglig. Det ville patienterne nok ikke bryde sig om, ikke alle i al fald.

”Vi trækker nu lod om rækkefølgen,” forkyndte Solbjørg fra scenen. ”Må jeg bede kammerat Garcia Ladal og pioner Vero om at indtage deres pladser her på scenen?”
Vero og Henar lagde sig nøgne på de to madrasser, som var placeret på scenekanten. Det var sjovt, at det efter al den nøgenhed stadigt kunne give uro hos mændene, når Henar viste sig nøgen på scenen. Og inderst inde kunne Dea godt forstå det. For selv om hun overhovedet ikke lignede en model, og selv om hun var gennemtrænet, så var hun på en eller anden måde bare feminin og … yndig, og det var ikke kun det strejf af olivenfarvet, som søstrenes hud havde, eller de brune øjne.
Solbjørg rømmede sig. ”Førstemand på kammerat Garcia Ladal er kammerat Johann Persson, førstemand på pioner Veronica er kammerat Vagn bil. I har tre minutter, og de begynder … nu!”
Mændene nærmest kastede sig over de to søstre. Imens trak Solbjørg lod om næste runde.
”Fire,” var Henars dom.
”Syv” var Veronicas.
Malin skumlede tydeligvis. De næste skyndte sig på scenen. Uret blev sat i gang. Dommene fældet. Søtrene stønnede og gav sig. Hen ad vejen kom de flere gange. Henar var en strengere dommer end sin søster.
Kirstines hjerte sprang nærmest et slag over, da Troels blev kaldt op til Henar.
”Sådan, som I to har lydt, er jeg spændt nu,” sagde Henar med et smil.
”Også mig,” svarede Troels.
For Kirstine var det nærmest uvirkeligt at se, at Henars hænder efter forholdsvis få øjeblikke klamrede sig fast i Troels' hår, og Kirstine var ikke i tvivl; Henar kom. Og i splitsekundet efter Solbjørg havde givet slutsignalet, kom Henar igen. Det varede lidt, før hun kom op og afgav sin vurdering. ”Otte,” sagde hun og virkede næsten mærket, hvad der måske ikke var så underligt, ”... nej, ni!”
Det blev aftenens topkarakter, som Troels heller ikke formåede at gentage hos Vero. Men det blev immervæk til 7.
”Jeg er lidt overrasket over resultatet,” måtte Solbjørg medgive, da hun skulle kåre vinderen. ”Vi har to vinderpar. ”Sten og Siri med 8 og 8 samt Troels og Kirstine med 9 og 7. Vi skal altså trække lod om roomservicen, og jeg har derfor allieret mig med pioner Marianne. Tre minutter. Først Sten, så Troels!”
Marianne indtog scenen og Solbjørg satte tiden i gang. Da begge var færdige, rejste Marianne sig. ”Med det, du har skældt ud, Kirstine, må der være tale om en enormt stejl læringskurve. Du skal ikke skamme dig over Sten, Siri, men Troels var faktisk en oplevelse. Om det er objektivt sandt ved jeg ikke, eller om det bare er, fordi mine forventninger med Kirstines skælud var andre, ved jeg ikke. Men Troels vinder.”
”Jeg kan bære det,” svarede Siri med et smil.
Overraskende for alle, skulle Bane og Ida dele tretten slag og Johan og Malin elleve. Da man kom til Siri og Sten og Kirstine og Marianne, distribuerede Henar to bælteslag til dem hver.
Skete der mere? Ja da; i krogene og i sommernattens svale blev der gået til den. Henved midnat greb Ida ordet:
”Tak. Tak til jer alle. Der er nogle, der skal fremhæves. Vero er blevet nævnt. Henar selvfølgelig. Fisseførerne, som nogle gange måtte sætte sig selv bagerst. Og helt personligt må jeg jo nævne lejrens yngste deltager: Sørine, tak. Uden dig, uden dit blik for mennesker, uden dit gåpåmod, var meget af alt dette enten ikke blevet til noget eller ikke blevet nær så sjovt.
Jeg er faktisk tæt på at tude, så jeg nævner ikke flere. Og min hjerne arbejder på højtryk for at finde en mulighed, hvordan dette kan fortsætte. Men vi skal hjem. Skal som i skal. Og jeg kan slet ikke overskue, hvordan det skal blive hverdag igen, hvor min fisse ikke kan løbe frit og hvor jeg altid skal tænke på, hvordan min krop ser ud og ikke have mærker. Det er så grumt. Og hvis nogen her har en ide til en form eller en mulighed for … bare noget, der ligner, så hører jeg det gerne.
Jeg kan snart ikke sige mere. Tak alle. Skål!”

Der blev en bevæget tavshed i salen.
”Tja,” sagde Sørine tøvende, ”Jeg har jo ikke noget at bidrage med, men... men har I set, hvad landejendomme på Langeland koster? Det behøver jo ikke være heste, der er opstaldet.”
Nu blev der en tænksom stilhed i salen.
”Det der er MIN papniece!” udbrød Lisa en smule stolt. Og det hverken kunne eller ville Sørine løbe fra. Og en idé var født.
Klokken tre gik Sørine en runde på øen med lommelygte og sendte de sidste i seng, for sidste gang med fisseførerstemme. For til middag skulle lejren være ryddet. Og bilturen hjem ville blive lang.

SLUT
Husk: Skriv i min gæstebog! HER
og afgiv din stemme her
Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

-------------------

Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.