|
Dumme penge, del 5
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du finde dem
HER
Resume: Gymnasieeleven Sørine skylder klassekammeraten Andreas nogle
penge, hun ikke kan betale. Så hun foreslog at betale med sin krop. Men
lige så stille er de blevet kærester, og Sørine lader helt frivilligt
Andreas bestemme over sig.
Det
var sjovt, så forskelligt forældre kan reagere på børns kærester.
Andreas' forældre vidste næsten ikke alt det gode, de kunne og skulle
gøre for Sørine, men når Andreas var hos Sørine, så havde han på
fornemmelsen, uden at han kunne sige noget dårligt om Sørines mor, at
han var tålt for Sørines skyld, men at Sørines mor mest af alt så ham
som den, der engang ville kneppe Sørine i røven.
Det
var sent onsdag eftermiddag, hvor de sad i stuen hjemme hos Andreas,
sammen med Andreas og hans forældre. I hans familie kunne godt finde på
at spille et spil, før de gik i gang med alt det praktiske i den
familie. Det syntes Sørine var både befriende og wierd. Og de var lige
blevet færdig med et spil ”Derby”, (Andreas' mor havde vundet med
Rigoletto), da Sørine tjekkede sin telefon, som i øvrigt var den eneste
ikke-Apple telefon omkring bordet. Men sådan var det jo.
”Det er løgn,” udbrød hun, vel vidende, at det var det ikke.
”Hvad,” spurgte Andreas.
”De har aflyst dansk og idræt i morgen – og så også dansk og bio og …
også medie fredag,” oplyste hun.
”Så vi har fri resten af ugen?” spurgte Andreas vantro.
Hun nikkede og sendte ham et af de der smil, der fik hans knæ til at
blive som gele.
Andreas' far kiggede kort på Andreas' mor og rømmede sig: ”Jeg kunne
godt køre jer til Truntebølle til sommerhuset, og hente jer igen
søndag,” sagde han, ”så får i to da en hel lille ferie sammen.”
Nu var Sørine målløs og kiggede spørgende fra Andreas til hans far og
tilbage.
Andreas tænkte. ”Det vil vi godt,” blev han enig med sig selv.
”Hov, du blev ikke spurgt,” indvendte Andreas' mor til Sørine.
”Jeg tror, vi blev spurgt, og jeg kunne have sagt nej,” svarede hun og
sendte Andreas' mor et afvæbnende smil. ”Jeg må vist hellere hjem og
pakke et par ting.”
”Jeg følger dig ud,” sagde Andreas så henkastet, som muligt.
”Har jeg ret i, at jeg skal pakke legetøjet,” nærmest hviskede hun.
Andreas nikkede med et smil. I samme øjeblik stak Andreas' far hovedet
ud på gangen. ”Du behøver ikke komme tilbage. Vi henter dig hjemme,”
sagde han.
Sørine kunne mærke, at hun var rødmet, da hun efter et flygtigt kys var
på vej ud af døren.
Andreas skulle også pakke, men blev standset af far. ”Har jeg set
rigtigt, at der ikke er så meget at rutte med hjemme hos Sørines?”
”Det kan man vist godt sige,” svarede Andreas diplomatisk.
Far nikkede. Tog sin telefon op, og et øjeblik efter dingdingede det i
hans lomme.
”Tag rutebilen til Svendborg og køb hende noget lækkert,” sagde far og
puttede telefonen i lommen, ”... hvis I da får tid.”
Nu var det Andreas, der rødmede. Han tog telefonen frem. Far havde sendt
500 kr.
Da
han havde pakket sine ting, rendte han ind i mor. ”I har da brug for
mad, og hun er pige, så I tager garanteret til Svendborg for at shoppe,
så kan du måske købe en burger. Og før Andreas havde set sig om,
dingdingede telefonen i lommen igen.
”Mor, far har allerede...” prøvede han at indvende.
Men mor sendte ham bare et bredt smil med ordene ”Det er sandelig så
hårdt at være ung i dag.”
De kunne virkelig godt lide Sørine, måtte han konstatere, da han fiskede
telefonen frem. 500 kroner igen. Han vidste ikke rigtig, om han skulle
elske eller hade dem. Sandsynligvis var han i en alder, hvor meningen
var, at man skulle begge dele, samtidigt. Irriterende, tænkte han.
Senere var de på vej ud af byen på vejen mod Ringe, da Sørine lænede sig
mod Andreas og hviskede, så stille hun kunne. ”Jeg har altså ingen penge
... som i ikke en krone,” hviskede hun til ham, så stille hun kunne.
”Vi klarer os nok. Mor har også lavet en madkurv,” oplyste Andreas
frimodigt.
Og det var jo dejligt, men Sørine følte sig alligevel lidt generet af,
at Andreas på en eller anden måde havde buset ud med, hvad hun lige
havde hvisket til ham. Det var lidt pinligt faktisk. Men hun sagde ikke
noget.
Turen fortsatte mod Svendborgsund.
”Må vi egentlig godt få dit mobilnummer, så vi kan være sikker på at
kunne få fat i en af jer, hvis nu et eller andet skulle ske?” spurgte
Andreas' far. Det havde Sørine da ikke noget imod. De søde mennesker!
Turen fortsatte over Tåsinge. I Rudkøbing gik det sydpå. Og langt om
længe nåede de Truntebølle Strand.
Sommerhuset var blåt med hvide vinduer. Bilen blev pakket ud. De gav en
farvelkrammer til Andreas' far, så ham køre og stod nu i entreen og så
hinanden dybt i øjnene, som havde de al tid i verden. Og det havde de
også. Indtil Sørines telefon bippede. Hun tog den frem, og åbnede den og
stirrede vantro på den længe.
”Hvorfor sender din far mig 500 kroner?” spurgte hun endelig med grødet
stemme.
”Er der ingen besked til?” spurgte Andreas.
”Nyd det nu, Sørine”, svarede hun, ”... og så troede jeg, jeg skulle
blive vred over at få almisser, og så kan jeg mærke at jeg lige om lidt
står og tuder, fordi jeg er så rørt over, hvor søde dine forældre er.
Hvorfor fanden er livet så kompliceret?” Og så snøftede hun, og
øjeblikket efter trillede den første tåre ned af hende kind.
Andreas havde ikke den ringeste idé om, hvad han skulle sige. Så han
holdt bare om hende, og det var tydeligvis det rigtige. Så løsnede hun
sig, trak vejret dybt. ”Jeg … jeg har tænkt på dette øjeblik, fra jeg
cyklede hjem fra jer.” Så snøftede hun én gang til, faldt på knæ, tog en
dyb indånding og sagde med en fasthed i stemmen, som overraskede hende
selv: ”Jeg vil være din slavinde, mens vi er her. Du tænker måske, hvad
jeg mener, så jeg vil prøve at forklare: Du skal se mig som et retsløs
væsen. På denne tur er jeg ubetinget til for dig, og du må gøre med mig,
hvad du vil, og forlange hvad du vil. Det eneste jeg forventer, nej
forlanger, er at du tænker over, at jeg efter weekenden skal kunne se
mig i øjnene, du skal kunne se dig i øjnene, og vi skal kunne se
hinanden dybt i øjnene.”
”Jeg skal lige tænke, mens du bærer tingene ind,” sagde Andreas og købte
lidt tid. ”Vores ting skal ind i det store soveværelse.”
Med
et ”OK” og et smil gik Sørine i gang med at bære tingene i de rigtige
rum, som hun lige skulle identificere, hun kendte jo ikke huset. Men hun
pakkede tøj ud i soveværelset og lagde ”på plads” så godt hun kunne, og
hun puttede madkurven i køkkenet. To flasker rødvin, bøffer, som de
tydeligvis havde taget op af fryseren.
Skulle de leve som grever og baroner, nåede hun at tænke, men så kom hun
til at huske, at hun jo skulle leve som slavinde, hvis det gik, som hun
tænkte.
Hun
fandt ham i stuen. ”Jeg har lagt på plads, så godt jeg kunne,” meddelte
hun.
Han nikkede tilfreds. ”Jeg ved slet ikke, hvad tøj du har pakket,”
Andreas tog sig på hagen og så alvorligt ud, ”så nu smider du, hvad du
har på og går i soveværelset og tager det på og viser det frem her. Men
én ting ad gangen,” forlangte han.
Det
første, hun kom med, var en hvid sok og et underfundigt smil.
”Kom herhen,” forlangte han, og fortsatte: ”Og du ved godt selv, hvorfor
du får dette, tøs! Det sarkastiske smil klæder dig ikke. Du skal i
øvrigt ikke bruge nogen tid på sokker!” Han trak hende ned over sit skød
og lod en række mærkbare slag ramme hendes følsomme numse.
”Forstået?” spurgte han, da hun rejste sig.
”Ja, hr.,” svarede hun.
Og
hun kom ind mange gange, med toppe uden nederdele, shorts uden overdel,
Bh'er uden trusser og trusser uden Bh'er og lignende. Og hun følte sig
hamrende nøgen og udstillet og måtte tage sig sammen for ikke at dække
sig med hænderne, selv om hun godt vidste, at Andreas havde set det hele
før. Men hun var også tændt. Andreas nød showet.
”Der er ikke mere,” meddelte hun, da hun kom nøgen.
Han nikkede. ”Så skal jeg for øvrigt sige, at slavinder kun har undertøj
på, når Herren beder dem om det. Men i øvrigt passer din påklædning nu
ret godt med din næste opgave. Der skal lige tørres det værste støv,
gulvtæpperne skal bankes og gulvene fejes. Nogen spørgsmål?”
Egentlig havde Sørine forestillet sig andre aktiviteter, men nu var det
jo ikke hende, der lavede reglerne.
”Ikke ud over, hvor jeg skal lede efter rengøringstingene?” sagde hun
stille. Andreas så ingen tegn på, at hun var utilfreds. Inderst inde
vidste han, at han skulle nyde det. Men når Sørine var i det
kompromisløse hjørne, skræmte hun ham også en smule. Det skulle han lige
forarbejde. Og på den anden side, så havde hun vel ret til et svar.
Så Andreas tænkte, mens Sørine gik rundt i huset med en støveklud og en
spand, iført gule gummihandsker uden at mukke. Tværtimod, ind imellem
fløjtede hun. Sørine så på huset. Der var loft til kip i stuen og
soveværelset, konstaterede hun. Og så var der tre små værelser. Der var
køjeseng i det ene. Der var meget træ. Det lignede vel egentlig mest af
alt et sommerhus. Der var også et lille badeværelse med bruser.
Da hun var færdig med at tørre støv af, skulle hun ordne tæpperne. De
var hverken mange eller store. Hun funderede over, hvor hun skulle banke
dem. Rent logisk måtte det være … udenfor, nåede hun frem til.
Tæppebankeren hang også ved terrassedøren.
”Hvor skal jeg...” men nåede ikke længere, før Andreas afbrød hende ved
at svare: ”Hæng dem over terrassegelænderet, når du banker dem,” oplyste
han. Åbenbart havde han ikke problemer med, at hun skulle ud nøgen. Og
hun måtte jo konstatere, at hun lå, som hun selv havde redt – og priste
sig i øvrigt lykkelig over, at det ikke var et nyt sommerhus med en åben
have. Hun så sig alligevel omkring, da hun smuttede ud med hjertet oppe
i halsen, og bankede tæpperne. Det var næsten en befrielse af smutte ind
og feje igen.
Det
varede ikke længe, før hun var færdig med rengøringen.
”Må... må jeg godt spørge om noget?” spurgte hun, og i samme øjeblik gik
det op for hende, at det måske var lidt kikset, at hun havde bragt sig i
en situation, hvor hun skulle have lov til at snakke, lige nu, hvor de
for første gang havde tid til at være kærester uforstyrret.
”Det er faktisk lige dét, der generer mig ved slavindekonceptet,” gik
det i dette øjeblik op for Andreas, ”jeg vil jo have, at du snakker.”
Han tænkte et kort øjeblik, så fortsatte han: ”Men det kan jo løses. Jeg
skal nok fortælle dig, hvornår du ikke må sige noget.”
”Det er en god løsning. Jeg var faktisk lige ved selv at blive lidt
ærgerlig,” konstaterede hun.
”Men hvad ville du så spørge om, slavinde?” ville Andreas gerne vide.
”Hvorfor har dine forældre, af alle, ikke en støvsuger?” spurgte hun.
”Det er vel ikke nødvendigt,” ræsonnerede Andreas.
”Det giver mere arbejde, men nej, nødvendigt er det ikke,” samtykkede
Sørine, ”men der er noget, som jeg vil vise dig, mens du tænker over
konceptet med en tæppebanker. Vil du?”
Andreas så spørgende på hende, men nikkede og rejste sig lidt
modstræbende og fulgte hende ind i soveværelset. Sørine pegede på en
krog i en af loftsbjælkerne. ”Hvad har der hængt der?” spurgte hun. ”Er
det ikke pudsigt, at der hænger en stærk krog næsten lige over midten på
den frie gulvplads for enden af sengen?”
Andreas kunne ikke huske, at der nogensinde havde hængt noget og var
vist en smule forvirret. ”Øh,” sagde han, mens Sørine gik til vinduet –
og tog ved gardinsnoren.
”Jeg synes, at det er lidt usædvanligt, at man har gardiner med
gardinsnore i et sommerhus. Det passer ligesom bedre i en herregård. Og
et enkelt greb, og de er taget af . Og brugbare i anden sammenhæng.”
Sørine stod med en god meter reb med en kvast i hver ende i hånden. Og
smilede vidende.
Tykke bordeauxfarvede velourgardiner var måske usædvanlige i et
sommerhus. Andreas kunne se pointen.
”Mere?” spurgte hun.
Han nikkede, og de gik ud i entreen. Ved hoveddøren stor en
paraplyholder med en paraply – og et langt skohorn i hvidt og rødt i den
velkendte Ikea model.
”Hjemme har I ikke noget skohorn i entreen, så det er ikke, fordi dine
forældre har brug for det til sko,” ræsonnerede hun, ”og hvis du prøver
at give dig et rap over hånden med det, så ved du, hvor jeg vil hen. Vi…
vi har sådan et derhjemme, og jeg skal ikke fortælle dig, hvad min
forvirrede hjerne har brugt det til, før du kom ind i billedet.”
Andreas tog skohornet og vejede det i hånden. Det var bestemt mærkbart,
da han gav sin hånd et forsigtigt rap.
”Av... tak,” sagde hun med et lille smil i det overraskede
ansigtsudtryk, da det næste slag havde ramt hendes numse.
”Der er kun træklemmer på tørresnoren,” fortsatte hun sin opremsning.
”Og så har jeg ikke turdet kigge i natborde og skabe.”
Andreas stod med skohornet i hånden og funderede. ”Jeg er kommet her i
hele mit liv. Jeg har ikke set noget af det, du viser mig her,”
konstaterede han.
Sørine trak på skulderen. ”Det kan være, fordi det er din mor og far.
Hvis... hvis du spørger mig, så har min mor da aldrig haft sex, siger
datterens mavefornemmelse. Så jeg må være adopteret. Eller også ser jeg
det, fordi det rammer mig lige i mavekulen. Eller også er du bare
dreng!” Det sidste fik hun tilføjet med et lille smil.
Andreas nikkede, lidt forvirret. Det her havde han måske ikke behøvet
vide om mor og far. Men det var absolut spændende. ”Soveværelset,” sagde
han.
Andægtigt åbnede han fars natbordsskuffe. ”Tøjklemmerne kan min hjerne
nok fatte. Men hvem fanden har en pose husholdningselastikker i
natbordsskuffen? Husholdningselastikker!”
Sørine smilede vidende.
”Kom nu, hvad skal man bruge dem til?” krævede han.
”Det... det er jo, hvem man er,” sagde hun diplomatisk. ”Jeg... jeg
tror, hvis jeg trak din forhud tilbage og lod elastikken ramme dér, så
ville du kunne mærke et og andet,” forklarede hun, og Andreas fik et
forpint ansigtsudtryk ved tanken, ”og jeg... har jo også følsomme
områder. Man... man kan også sætte dem på brysterne. De bliver så
blodfyldte og hårde og … følsomme.” Her rødmede hun.
”Sørine,” Andreas var nu tænksom, ”du står og fortæller mig, at du har
pint dig selv, før du mødte mig?”
Nu blev Sørine endnu mere rød i hovedet. Hun slog øjnene ned og nikkede
stille. ”Jeg har da eksperimenteret.”
”Jeg spekulerer faktisk over, om jeg bør være bekymret,” meddelte
Andreas.
”Jeg... jeg har da nogle gange tænkt over, at jeg … nok ikke var så
normal endda...” Sørine kæmpede med ordene, ”men... men... og det må du
jo vurdere... jeg synes jo, at jeg ikke fungerer dårligere end andre...
jeg … jeg drikker ikke så meget som mange andre... jeg har ingen
skæremærker … går ikke med sort neglelak og er deprimeret … klarer mig i
skolen … svømmer på rimelig højt niveau … har også veninder. Skal...
skal du – eller nogen - være bekymret, fordi jeg har nogle lyster, som
andre ikke har? Synes du, jeg virker som en, der har taget skade?” Det
sidste sagde hun faktisk lidt spidst.
Han rystede stille på hovedet. ”Det var bare … nogle gange kan man jo
godt blive bekymret, og bekymringen forsvinder, når man har gennemtænkt
det. Men er det så i øvrigt ikke kæresters opgave, at bekymre sig om
en?” Han var faktisk blevet irriteret over, at hun var blevet så spids,
kunne han mærke.
”Jeg... tror godt, jeg kan høre, at jeg forløb mig lidt, når jeg tænker
over det. Det havde du ikke fortjent. Undskyld,” sagde hun alvorligt.
”Hvis vi nu finder noget interessant i klædeskabet, så får du lov til at
være offer. Om det er en straf, eller bare fordi jeg har lyst … eller
fordi jeg vil komme din hjerne i møde,” det kan du jo overveje. Hun
nikkede.
”Hvorfor fanden har man musefælder i klædeskabet,” udbrød han fra
nederste hylde.
”Av!” svarede hun i forventning om, hvad der ville ske. Ikke, at hun
havde erfaringer med musefælder. Men ting, der klemte, vidste hun, hvad
var. Og hun kunne se på hans ansigtsudtryk, at han havde luret
funktionen, da han rejste sig med fælderne i hånden.
”Hænderne i nakken! Spred benene!” kommanderede han.
Hendes ansigtsudtryk, da han lod den første musefælde snappe de sidste
millimeter om hendes brystvorte, gjorde indtryk. Det var et skrig, bare
uden lyd. Det blev ikke anderledes med anden.
Hun trak hørbart luften ind, da han lod fælderne bide sig fast i
skamlæberne, og Sørine næsten ærgrede sig over, at de var ekstra
følsomme, for hun havde lige nået at barbere dem, da hun var hjemme og
pakke ting.
”Se, hvad skulle nu hindre mig i at kommandere dig til at hoppe?”
spurgte han, bare for at nyde øjeblikkets rædsel i hendes øjne.
”At jeg ikke kan give dig et blowjob, mens jeg hopper?” forsøgte hun.
”Hurtig reaktion, men forkert,” konstaterede han, løftede fælderne på
brystvorterne en halv centimeter for så at give slip. Hun sagde en dyb,
gurglende lyd som reaktion. Den lyd kendte Andreas ikke, så det blev
rimeligt tydeligt for ham, at dette gjorde ondt.
”Hent pluggen”, forlangte han. Hun gik ret ynkeligt mens hændes hænder
fortvivlet forsøgte at forhindre fælderne i at svinge, ”Og husk
glidecreme, hvis du ikke vil gå to gange!” råbte han efter hende.
”Hun vendte tilbage med et ”Tak”.
”Sæt den i,” sagde han stille. Og med akavede bevægelser fik hun
arbejdet den smurte plug ind i sig lidt efter. Hun stillede sig tilbage
med hænderne i nakken med et spørgende ansigtsudtryk.
Med ordene ”Slavinder får ikke orgasme uden lov,” flyttede han sin højre
hånd ned i hendes skridt og lod to fingre trænge op i hende mellem de to
fælder, som ikke kunne undgå at bevæge sig. Det var problemfrit, for det
var vådt. Han kiggede på hende med et smil.
”Jeg ved det,” nærmest hviskede hun og rødmede. Man kunne se smerten i
hendes ansigt.
”Ved hvad?” ville han vide.
”Jeg ved, at jeg er liderlig,” fik hun stammet frem, mens hans fingre på
ny stødte ind i hende. Selvfølgeligt påvirkede hans bevægelser fælderne.
Så da hun besvarede hans næste spørgsmål, ”Og hvad gør man med liderlige
slavinder?”, med ”Det bestemmer Herren”, indledte hun med et tydeligt
klynk. Men smerterne gjorde hende ikke mindre fugtig, konstaterede han.
Og der gik ikke mange minutter, før hun med sin samlede rest
koncentration spurgte: ”Må jeg have lov til at komme?”
”Nej,” sagde Andreas blot og slap hende.
”Tag fælderne af!” kommanderede han, og Sørine begyndte forsigtigt at
tage fælderne af sine ømme brystvorter og skamlæber. Hun var tydeligvis
frustreret over at det stoppede så kort før toppen.
Så vendte han hende om og bøjede hende forover. Problemfrit trængte han
ind i endes fisse i et par stød. Hun stønnede, men så trak han sig og
pluggen ud af hende. Hendes røv var forberedt, så det var ingen
udfordring at trænge ind i hende. Hun gav sig, men ikke mere end ventet.
Og så begyndte han at støde i hende, mens hans hænder søgte hendes
forpinte bryster. Det gav hun sig mere over. Den stramme fornemmelse om
pikken var stadig fantastisk. Og han havde egentlig også på
fornemmelsen, at Sørine tændte på det. Om det var magten eller
fornemmelserne eller begge del, var ikke til at vide. Og det var i
øvrigt heller ikke vigtigt, da først den velkendte kilden trak al hans
fokus til pikkens spids, og han et øjeblik efter tømte sig i hendes
tarm.
”Vil du ikke nok gøre mig færdig,” nærmest klynkede hun, da han trak sig
ud. ”Jeg var så tæt på.”
”Hvorfor skulle jeg det?” svarede han med et smil, ”det er jo ikke mig,
der har fundet på, at du ubetinget er til for mig, vel?” sagde han
drillende.
”Tak, fordi du lytter,” svarede Sørine, lidt frustreret og lidt
lykkelig.
”Der dukker måske en chance op senere, hvis du virkelig får denne aften
til at være mindeværdig, og jeg virkelig har på fornemmelsen, at du kun
er til for mig. Men hvis man vil have en ekstrapræmie som slavinde, så
er det jo ikke nok at følge ordrer. Så må man jo overbevise Herren, at
man har fortjent det ved at være på forkant,” oplyste han.
Sørine tænkte lidt. ”Må jeg godt slikke dig ren?”
Hér blev Andreas helt overbevist om, at hun mente det.
Og selv om han, indrømmet, var godt vant, så blev denne aften
mindeværdig. Aldrig før var han blevet så forkælet på alle områder. Og
aldrig før havde Andreas oplevet hendes så liderlig og våd. Og havde det
ikke været, fordi Andreas havde set det komme og havde holdt hende for
munden, så var de få beboere, som var i Truntebølle Strand uden for
sommerferien, blevet vækket af et hæst skrig ved halvtolvtiden.
---
Kære læser. Du har opdaget, at der er mange bolde i luften. Hvornår jeg
får tid til at få Andreas til at gribe boldene og lade det gå ud over
Sørine, ved jeg ikke. Men mon ikke det fortsætter?
Du
kan jo skrive i min gæstebog imens. Eller sende mig noget inspirerende.
Se hvordan på min profilside.
Fortsættes
HER
Husk: Skriv i
min gæstebog!
HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min
PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?
Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er
dårligst
Glæder du dig
til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke
allerede får det, så bliver du
informeret straks der er nye noveller på websiden.
|