LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Pige/pige

Dato: 21.08.2011


- Prolog -
Livet efter Kamilla
Har du ikke læst tidligere serier om Ida og Kamilla, findes de HER

Efter Kamilla spiller omtrent 2 år efter Genkomst 1 og ca. 10 år, efter vi mødte Ida og Kamilla for første gang (juleerotik.dk, år 2010)

---------

Nøjagtig to måneder var der gået. Ida stod med to sedler i hånden, som hun havde pillet ned fra opslagstavlen i køkkenet under oprydningen.  Den ene var skrevet med Kamillas klo. ”Læge 22 feb 1330” stod der. Den anden var skrevet med hendes egen sirlige håndskrift: ”Nordre Kirkegårds kapel, 22.4. kl. 13.30. Præst: Rebekka Tuelsen”.
Alt i alt havde de altså været ”registrerede partnere” som det nu hed, når de var gift, i under et år efter den fantastiske dag, de havde haft i maj sidste år. Hendes mave knugede sig sammen og pressede massivt på tårekanalerne.
Weekenderne, som nu, var det værste; ikke, at der var gået så mange, siden Kamilla døde; kun tre. Men her kunne hun ikke kaste sig ud i arbejde og praktiske gøremål hele tiden. Der var egentlig kun hendes håndboldkampe, og det var også et tveægget sværd, fordi det var meget forskelligt, hvordan håndboldpigerne reagerede.
Men efter at have set Kamilla skrumpe ind og lide i de sidste uger, burde det være en lettelse, at Kamilla var død. Det var det på sin vis også. Men nej, hvor hun manglede. Hun manglede i alle ender og kanter.
Hun var blevet begravet med sin vielsesring, bh og kjole. Mere ville Kamilla nok heller ikke selv have syntes var passende og mere havde hun sjældent haft på, efter hun var kommet tilbage til Ida. Kamillas tatovering, et diskret ”IDAS” lige over revnen, som Kamilla havde givet Ida lov til, havde hun også nået at få og have i næsten et år.

Det var sikkert også den rådne tatovering, der gjorde, at en sygeplejerskestuderende, som var med til at passe Kamilla på sygehuset, havde været så insisterende og massiv og fysisk i sin ”iver” efter at trøste Ida, på trods af alle afvisninger, at det var endt med, at Ida havde mast hende i et af linnedrummene og havde knaldet hende en syngende lussing med ordene ”Forstår du det så!”. Så var hun vendt rundt på hælen og gået tilbage til Kamilla. Bag sig i gangen havde hun hørt, hvordan pigen var kommet ud af linneddepotet og var stødt ind i den gamle afdelingssygeplejerske. ”Hold da op!”, havde afdelingssygeplejersken sagt, ”men den, der ikke vil høre, må stadigvæk føle i ny og næ. Men du er jo her for at lære, og den fejl gør du ikke igen. Kom, vi putter noget koldt på.”
Lidt efter havde oversygeplejersken prikket Ida på skulderen og bedt hende ind på sit kontor. ”Det var ikke i orden, uanset dine omstændigheder – og det ved du godt. Og det skal jeg fortælle dig,” oversygeplejersken pegede med sine briller på Ida, ”du er heldig, at Dea er en af de gode piger, en af dem, der ikke har det svært med at se egne fejl i øjnene og påtage sig ansvaret. Du kunne også være rendt ind i en, hvor det ikke havde været én i en HVID uniform, du skulle have snakket med nu, men to i en SORT.” Alt dette havde Ida godt vidst, så nu var det hende, der rødmende måtte kigge ned i gulvet, som en skolepige.

Der var egentlig to ting, som Ida havde sat sig i hovedet, at det var på tide at få indhentet nu. Hun skulle op på sygehuset og takke stationens sygeplejersker. I virkeligheden var der også én, der havde fortjent en undskyldning.
Og hun ville til præsten, Rebekka, og sige tak. Hun havde gjort det så godt. Talen i kapellet havde været nænsom og nøgtern. Ikke noget stort føleri. Og måske var Ida ikke gået opbygget derfra; men hun følte sig set og forstået, ja, gennemskuet på en underlig og positiv måde. Og det var faktisk en god fornemmelse, der ikke kunne fjerne rædslen ved at se rustvognen køre. Det var der nok intet, der kunne. Men alligevel.
Så måske skulle hun købe noget chokolade til afdelingen på sygehuset – og en lille erkendtlighed til Dea, så hun kunne køre derud straks efter skole i morgen. Ida spekulerede lidt over, om hun kunne besøge præsten søndag eftermiddag. Men da hun så på klokken opdagede hun, at hun godt kunne nå gudstjenesten og tog i kirke.
Uanset, at orgelmusik aldrig nogensinde blev Idas favorit, så gav Rebekkas prædiken – igen – stof til eftertanke. Ida havde sørget for at være den sidste i våbenhuset efter gudstjenesten: ”God søndag” sagde Rebekka rutinemæssigt, da hun rakte hånden frem. ”Jeg ville gerne sige tak for...” nåede Ida at sige, før Rebekka afbrød: ”Vil du ikke med over og sige det?”

Lidt efter vidste Ida så, hvad præster har inde under præstekjolen, nemlig tøj, og så sad de i præstegårdens køkken og spiste flade madder med leverpostej.
”Jeg ville egentlig bare gerne sige tak for dit bidrag i forbindelse med Kamillas begravelse,” Ida opdagede, at hun talte som en dødsannonce, og prøvede at justere tonen, ”det du sagde og måden, du sagde det på, var både nøgternt og nænsomt og vedkommende og varmende. Kort sagt, det var både jeg og andre rigtig glade for. Og jeg ved ikke, om du ved det, men også i dag fik du sat mit liv lidt i perspektiv.”
”Der er ikke noget, der hedder 'bare' at sige tak,” rettede Rebekka, ”når man som du har tænkt over det, man takker for, og oven i købet yder en indsats for at sige det. Det sætter jeg pris på, at du har gjort og gemmer det i den skattekiste, jeg skal leve af, når jeg ind imellem synes, at jeg ikke duer,” og efter en tænkepause fortsatte hun: ”og måske er jeg særlig glad for det lykkedes, for, undskyld, lesbiskes følelsesliv er uden for min erfaringshorisont; men i bund og grund går jeg ud fra, I er ligesom – og også ligeså forskellige som - alle andre mennesker, når vi mister.”
Ida tog en slurk af sin mangoté og satte koppen. ”Rebekka, undskyld, men jeg kan ikke fordrage frugtte. Kan jeg ikke få et glas vand?”
”Du kan også få kaffe, sodavand eller øl. Men er vi ikke langt ude, at vi siger undskyld for, at vi ikke kan lide noget?” svarede Rebekka småfilosofisk og rejste sig ”hvad skal jeg bringe dig?”
”En sodavand ville ikke være at foragte.”
”Høflighed har sikkert spændt ben for meget godt igennem historien. Og hvis jeg skulle vælge mellem høflighed og ærlighed ville jeg nok vælge ærlighed”, sagde Rebekka, mens hun rodede i køleskabet.
”Altid?” ville Ida vide, da Rebekka kom med vanden.
”Nej.” Rebekka rystede smilende på hovedet.

”Hvordan er du egentlig faldet til her i Kolding?” ville Ida vide.
”Lige nu er der fire personer herinde. Der er Ida og der er partneren til den unge kvinde, som jeg begravede forleden, og her er Rebekka og så er der præsten. De to af personerne skal vi sende hjem, hvis du skal og vil have et andet svar end ren høflighed” var Rebekkas svar.
”Du vil ikke have, at det hedder sig, at præsten vælter sine problemer på nye enker? Det kan jeg godt forstå. Men hov, nu gik de, så er der kun Rebekka og Ida tilbage”, svarede Ida og tænkte, at det jo også kunne være rart at beskæftige sig med andres modgang.
”Jeg har været her i 2½ år. Det har været svært. Det har kostet mig mit ægteskab. Ligesom prins Henrik havde han det skidt med at være to skridt bag mig. Og det har været svært at finde nogen i lokalområdet at knytte bånd. Jeg tror, voksne får kontakt ved at 'gå til noget' eller blandt de daglige kollegaer. På denne arbejdsplads er der bare ingen daglige kollegaer. Tidligere spillede jeg håndbold. Men med mit job nu, er jeg på arbejde, når der er kamp, og halvdelen af træningsgangene kan jeg ikke komme, fordi der er menighedsrådsmøde eller sogneaften eller en samtale. Så det giver ikke mening!”
Ida udnyttede Rebekkas pause: ”Jeg vidste egentlig godt, at du spillede håndbold. Jaee, vidste og vidste. Du er genkendt!”
”Er jeg?” spurgte Rebekka forundret.
”Du spillede streg i Grindsted. U18, Tostved cuppen.”
”Det dæmrer”, udbrød Rebekka pludselig, ”og du var den irriterende Assens-streg, som jeg skulle dække op i finalen.” Rebekka var pludselig ivrig, kunne Ida mærke, ”For det første kom du igennem huller, som ingen anden var kommet igennem. Og for det andet tog du i den grad ved, når du dækkede op, at jeg havde blå mærker flere uger efter. Vores målmænd hadede dig. Vi omtalte dig som 'svinestregen' i flere måneder.”
”Var jeg så slem?” Ida smilede pinligt berørt.
”Du var nok ikke værre end mange andre dygtige stregspillere. Men på grund af din størrelse spiller du helt anderledes, end man er vant til, og det gjorde dig lynende farlig. Men vi vandt alligevel.”
”Skal jeg sige' Hvor er verden lille!'nu?”, spurgte Ida.
De sad begge smilende overfor hinanden en stund, indtil Rebekka sukkende samlede tråden op: ”Kort sagt: Ingen mand, ingen venner, ingen sport og derfor ingen form og ingen figur.” Rebekka trak op i sin trøje og afslørede en lille mave. Ida studerede Rebekka lidt, mens Rebekka holdt en pause i talestrømmen. Hun så faktisk rimelig godt ud, både i figur og måden hun klædte sig på. ”Smart”, tænkte Ida, da Rebekka fortsatte, ”men ellers har jeg det forbløffende godt. Jeg har tænkt på, at jeg skulle til at løbe, endda købt et par løbesko. Men jeg får det bare ikke gjort.”
”Det er, fordi du ikke skal, Rebekka. Det, man skal får man også gjort. Og nu skal du. For jeg vil gerne løbe med dig. Hvordan var det: mandag har du fri, så der kan du om eftermiddagen og fredag sent eftermiddag er der vel næppe møder hos jer heller?
Rebekkas ansigt lyste op. ”Det lyder fornuftigt. Det siger vi bare. Ej, det vil jeg gerne.”

De to traf de nærmere aftaler om mødetid og -sted. Netop i morgen, kunne Ida godt nok ikke, fordi hun havde andre planer. Men de kunne løbe nu, hvis det passede. Hun skulle bare lige hjem og klæde om. Rebekka var indforstået og forsvandt for at klæde om.
Ida, der ikke havde de samme hæmninger med hensyn til nøgenhed, klædte sig om hjemme i sin stue foran Rebekka, der, selv om hun prøvede at lade være, ikke kunne lade være med at kigge, da Ida stod med en lillebitte g-streng på, inden hun tog løbetøjet på. Ida forslog en rute, som Rebekka accepterede.
Da de var løbet et godt stykke ud i skoven, og prustende, svedige og stønnende lænede deres kroppe, der var iført klamt tøj, op mod hinanden, var det, som om der opstod et intimt øjeblik.
”Det lyder vildt, men det her er noget af det lækreste, jeg har lavet længe”, fik Rebekka sagt noget stødvist, man får da mærket, man er til.”
Ida gav Rebekkas arm et klem som svar. Og det var, som om det sagde nok.
Uden mange ord gik de tilbage til Ida. ”Skal du med ind og ha' noget?”
Rebekka rystede på hovedet: ”Jeg vil hjem og smide det her våde tøj.” Ida fik lyst til at sige noget, men holdt det i sig. Rebekka var nok ikke klar til den kommentar, hun havde på tungen, skønnede Ida. Hun var egentlig heller ikke selv i humør til den slags kommentarer, konstaterede hun, da hun mærkede efter. Så de gav hinanden et klamt farvelknus, og gik hver til sit.

Fortsættes HER

Hvad synes du om novellen?
Giv din mening til kende HER

Andre noveller af samme FORFATTER