2018

Julius, med sækken fuld

Skribent: Mizze Munther

Julius stod og så eftertænksomt ud over markerne, mens han strøg sig gennem sit lange hvide skæg. Ånden stod som en hvid sky ud mellem læberne på ham, og kulden trak godt op gennem de sorte træskostøvler og de grå vadmelsbukser. Heldigvis havde han da den tykke røde vams og tophuen på, og kulden gjorde ham da heller ikke noget. Det var værre med vinden, som nu tog til og flyttede rundt på den løse frostsne omkring ham. Også fra himlen kom der nu flere små frosne diamanter af skarpe snefnug, og inden længe var han dækket af sne. Julius sukkede tungt, det blev ikke i dag han kom videre og derfor måtte han ty til Karmas nåde og barmhjertighed for natten. Han vendte tilbage til køkkenet, da præsten var kørt med gåsen, og så at Karma var ved at varme godtøl i en gryde over ilden på komfuret. Henkastet sagde hun, hen over skulderen, at han måtte blive for natten, da det ikke så ud til at vejret ville tillade bonden at vende hjem til natten, og nogen skulle jo tage sig af dyrene. Men han måtte tage til takke med den ene side i hendes alkove, Julius smilede lunt inde bag skægget og tænkte, at det gik jo nok.

Julius og Karma satte sig ved langbordet med hver deres krus varmt godtøl, og op af sin sæk trak Julius klukflasken med snapsen, som han havde fået af en taknemmelig bonde. Der blev skænket godt op i de små glas, og Karma, der som følge af sin hellighed ikke havde rørt spiritus de sidste mange år, blev mere og mere løssluppen i både tale og krop. Den stramme hårknold løsnede sig, og et væld af grå krøller dryssede ned fra issen. Varmen tog også godt fat i hende, og fik små perler af sved til at løbe ned langs halsen, så hun måtte løsne kjolelivet lidt. Julius mærkede manddommen røre på sig, da Karmas barm nu væltede frem, og hendes krøllede hår omkransede det smilende ansigt, som han nu pludselig kunne genkende fra deres sidste møde for 18 år siden. En tanke begyndte at mure bagerst i Julius knold, men han skød den fra sig igen. Parret fik sig endnu en dram og et krus varmt godtøl, og Karma måtte løsne lidt mere på klæderne. Snart sad Karma i bar særk, og Julius kun i skjorten, under hvilken manddommen vågnede op til dåd. Det varede ikke længe før Karmas øjne hvilede fast på det lille telt, der var rejst i Julius’ skød, og hun mente derfor, at en middagslur kunne være på sin plads. Det lod Julius sig ikke sige to gange, så mens snestormen rasede udenfor, trissede de to ind til alkoven i Karmas stue.

Julius trak særken op over Karmas hoved, og begravede ansigtet mellem hendes store fyldige hvide patter, som han med begge hænder begyndte at ælte. Hans mund fandt en af de brune vorter, og med tungespidsen fik han hurtigt vorten til at stå frem så han kunne die derved. Karma sukkede og borede sine fingre ind i Julius tykke hvide manke, og trykkede ham hårdt ind til sit bryst. Julius fik med snilde fingre løsnet båndene i mamelukkerne, som herefter dalede til gulvet og afslørede en tyk grå måtte af krøller lige der hvor benene mødtes. Prøvende lod han en finger glide ind mellem krøllerne, og konstaterede med tilfredshed at også her var der varmt og godt. Karmas rosenknop voksede og blev hård under Julius’ fingre, som straks efter gled ind i varmen. Med et godt tag om livet på Karma og munden fuld af bryst, gik han i gang med at udvide den hellige gral. Først med en finger, så med to og tre, indtil hele hånden gled op i hende som den tidligere havde gjort i gåsen. Karma gav sig lidt i smerte og nydelse, men Julius fortsatte ufortrødent sit arbejde med hånden. Igen og igen gled den op i Karmas hellige gral, hvorfra safterne nu drev i kaskader. Karmas tykke stolpede ben rystede og dirrede under hende, mens hun hylende nød håndens arbejde i sit skræv. Til sidst måtte hun og benene give efter, da hun kom i en heftig krampe og en kaskade af helligt vand fra gralen. Julius løftede hende op i alkoven og hev sin skjorte af, så den brede bringe med den tykke måtte af gråhvide hår blev åbenbaret. Længere nede stod manddommen, som en egestamme mellem vintergråt græs, med det blottede blårøde hoved og bankende blodårer som tove ned langs skaftet. Foran ham lå nu Karma med vidt spredte ben og de store hvide patter duvede for hans øjne som søer med en enkelt brun ø i midten. Julius knælede mellem Karmas ben, som han lagde op over sine arme i albuekrogen. Med sine stærke hænder tog han fat i Karmas, og trak hende på denne måde hårdt ind over sin manddom, der stod stærk og strunk over sækken som nu atter var fyldt til randen af livets nektar. Som en kærnestang stødte han nu sin manddom i bund i Karmas kærne, hurtigere og hurtigere, vildere og vildere, uden hensyn til Karmas hyl og jammer. Sveden randt af Julius’ pande, safterne randt af Karmas kærne, og snart sprøjtede fløden fra Julius’ manddom også ind i den hellige Karmas kærne. Selvom han nu på denne måde igen havde tømt sækken under manddommen, fortsatte Julius en tid med kærnestangen i Karmas kærne, og først da hun jamrende bad for sig, stoppede han sin hamren og gled ned ved siden af hende i alkoven. Side om side faldt parret nu i søvn, og vågnede først da køernes brølen vækkede dem. Nu måtte Julius indfri sit løfte om malkning og fodring, inden legen kunne fortsætte i alkoven. Stormen udenfor rasede stadig, og sneen piskede ind i Julius’ ansigt under tophuen, mens han kæmpede sig vej over til stalden, hvor køernes brølen tiltog i styrke. Hurtigt fik han malket de fire køer, og givet bæsterne foder, inden han vendte tilbage til køkkenet, hvor der nu duftede godt af stegte sild og grød. Karma havde dækket bordet med skiver af friskbagt groft brød, sprøde stegte sild og en stor skål med varm risengrød til eftermad. I krusene var der atter varmt godtøl, og med et tilfreds smil gled Julius ned på slagbænken under de små tilduggede ruder. Til silden fik de sig endnu en dram fra klukflasken, og snart blussede Karmas kinder igen. For at spare tid havde hun kun hevet særken over hovedet og bundet forklædet om livet, mamelukkerne og kjolen lå stadig på gulvet ved alkoven.
Efter maden, da Julius sad på slagbænken og nød en pibe tobak, kravlede Karma op på skrævs af ham, og trykkede sin barm mod hans brede bryst. Karmas lille spidse tunge gled om hendes læber, og snart også om Julius, hvor den opfordrede til endnu en leg. Julius kunne mærke, hvordan der igen kom liv under bukseklappen, hvor manddommen spirede frem. Også den hellige Karma kunne mærke livet gro, og raskt fik hun lukket knapperne i bukserne op, så manddommen igen kunne vokse frit. Helt fri fik den dog ikke lov at være, for Karma hev op i særken og sænkede den hellige gral ned over den. Først lod hun manddommen synke helt i bund, og da hun mærkede, hvordan den fyldte hende ud, begyndte hun i langsomme roterende bevægelser at bevæge sig. Julius lænede nakken tilbage mod væggen, lukkede øjnene og nød Karmas dans på sin manddom. Når Karma hørte Julius’ bankende puls og tunge åndedræt blive tungere og hurtigere, stoppede hun dansen og sad musestille, mens hun krammede sine store patter og ventede på at Julius faldt til ro. Efter et øjebliks stille ro, hvor deres læber og tunger mødtes, begyndte Karma igen at rotere med skrævet som en lille hvirvelvind, og arbejdede sig op til en mægtig orkan med centrum over Julius’ manddom. Op og ned gled hun, rundt og rundt, frem og tilbage, ja der var i sandhed storm i Karmas krop. Stormen hev og flåede i Julius’ krop, af og til følte han at han var ved at sprænges i tusind stykker, og håbede bare at manddommen var stærk nok til at tøjle orkanen over ham. Endnu engang var Karma med ham, for lige inden han måtte give fortabt, ramte orkanen sit øje og Karma stod spændt som en flitsbue bagover mod det store egeplanke bord, mens den hellige gral endnu engang bed sig fast i Julius’ manddom og sendte kaskader af helligt vand ud over ham, slagbænken og gulvet.

Nu da vadmelsbukserne og skjorten var blevet våde af kaskaderne, besluttede Julius sig for at tage det helt af og hænge det til tørre over komfuret, og når nu begge alligevel var halvt afklædte, kunne de jo ligeså godt smutte ind under dynen i alkoven. Som tænkt, så gjort, og under dynen fandt Julius igen vejen til den hellige gral, hvor han med sin manddom udforskede hver en centimeter. Stille og roligt arbejdede han sig ud i alle kanter og hjørner, og i et adstadigt tempo arbejdede han sig frem til kilden hvorfra det hellige vand udsprang. Karma lå under ham og tog imod, da han med et brøl udgød den livgivende nektar fra sækken mellem benene og blandede det med helligt vand fra Karmas hellige gral, hvorefter de udmattede og øre efter orkanens rasen faldt i søvn i hinandens arme.

Tidligt næste morgen var stormen udenfor løjet af, og da Karma og Julius i fællesskab havde sørget for morgenmalkning og fodring, satte de sig sammen på slagbænken i det varme køkken hvor de spiste deres dovre og fik en kop kaffe, som Julius i smug havde spædet op med klukflasken. Da de nu sad der, Karma med røde kinder og vildfarne krøller om hovedet, og Julius med piben i munden, dukkede den vildfarne tanke igen op i Julius’ hoved, og han måtte spørge:
”Den pige jeg hjalp med gæssene i forgårs, var det din pige Karma?”
Rødmende bøjede Karma nakken og sagde næsten uhørligt:
”Ja, Juliane er min datter, men hun er også din.”
Inden i Julius begyndte den sære banken, som han også havde oplevet da pigen Juliane dagene før havde sat sig på hans skød og givet ham et knus, da forstod han, hvorfor han intet havde mærket i sin manddom, men kun følt glæden i sit hjerte. Dette satte flere tanker i gang i Julius’ hoved, for hvor mange piger og madammer havde han ikke uddelt glæder fra sækken til på sin årelange vandring gennem det danske landskab? For den sags skyld også i de tilstødende lande, Sverige, Norge og det tyske rige! Alt dette sad han og grundede over, mens han med sin kniv snittede en lille gås af et fint stykke ædelt træ som han havde fundet på en af sine ture langt sydpå. Da han var færdig med gåsen, svøbte han den i et stykke fint papir og bandt et rødt bånd omkring, hvorefter han gav den til Karma med besked om at give den til pigen på den kommende hellige aften.

Fast besluttet i sit sind, satte han sig for at begive sig ud på vandring igen af nogenlunde samme rute som han i årene forinden havde vandret, og ved hver lejlighed snitte eller skære en lille hilsen udi træ eller ben, for han kunne jo ikke vide om han stødte på flere børn med gule krøller på sin vej. Som sagt så gjort, og med den røde vams, tophuen, de grå vadmelsbukser, sorte træskostøvler og sækken fuld af gaver, begav han sig på vej gennem sneen med sit sædvanlige:

”HO, HO, HO!!”

Mizze Munther.

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Skriv i Mizze Munthers gæstebog HER
Andre historier af Mizze Munther klik HER

LÆS FLERE FRÆKKE JULEHISTORIER PÅ
JULEEROTIK.DK - NATEROTIK.DK