LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Nemo©

Genre: Mødom

Dato: 01.02.2018


En guttermand i høet, del 9
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

Resumé:
Hun er opvokset på landet, og har i tidligere afsnit haft sin seksuelle debut med Per. Ham er lillesøster Mette ret vild med, men ved ikke noget om at hendes storesøster har et forhold til ham. Men Helene skal til eksamen, og terper sammen med Lisa. Også Lisa kan lide Per, og han får lov til at tage hendes mødom med Helenes tilstedeværelse. Men hvad så bagefter?

    Tilbage i Pers lejlighed fulgte stilheden med, og der blev ikke sagt mange ord.
Uden at spørge begyndte jeg at rydde op, kiggede løseligt på skriverierne, der lå på bordet. Samlede dem i en bunke og gav dem til Per.
- Du må hellere lægge det her i skuffen, og vi kan vel blive enige om, at der blev samlet stof til adskillige vers?
- Jeg har ikke lyst til at digte mere… lige nu, svarede Per, men i stedet tale med dig om noget virkelig alvorligt, fremtiden, vores fremtid.
Per sad på sengen, rejste sig dog op, da jeg gik ham i møde. Meget flygtigt tænkte jeg: Nu falder han på knæ og frier til mig, og hvad skal jeg så svare?
Men Per blev stående, slog sine arme omkring mig, kyssede mig blidt på munden og sagde med blød stemme; - Jeg elsker dig så højt Helene, og så meget, at jeg ikke kan lade være med at spørge: - Hvad siger du til, at vi flytter sammen og skaber den verden, som vi synes om? Et liv med kærlighed i centrum og kun mellem os, ikke flere udflugter, og så synes jeg vi skal få afsluttet den seance, som vi blev afbrudt i, oppe hos Lisa.
Jeg svarede ikke med en sætning, kun ”ja, ja, ja, Per”, tog ham i hånden og trak ham hen til sengen. Vi landede på den med et brag og mærkede knapt svingningerne, men så faldt det hele til ro. Per lå på ryggen og jeg kravlede hen over ham og mærkede omgående, at han havde trukket sablen.
Vi blev ved at se ømt på hinanden, kyssede og kælede, mens jeg samtidig knappede hans skjorte op. Ved fælles hjælp var der på kort tid ikke flere tøjrester at fjerne, og jeg kunne kravle ned og kigge på den legemsdel, som lige nu interesserede mig mest, Pers skarpladte missil.
Det var den, jeg gjorde mig nogle tanker om. Den fortjener at blive hyldet for sin indsats, såvel de afgjorte, som de kommende. Det var en beslutning, som jeg for længst havde truffet, og nu var vi nået til dagen, hvor det skulle ske. Det kærlighedsliv, som jeg havde bestemt mig til, skulle være sammen med den, men jeg ville have Pers ord for, at han for al evighed ikke kastede sine gener i skødet på en eller anden dulle uden min tilladelse.
- Når vi to engang i fremtiden kan glæde os over den familie, som vi om lidt kan tilføre verden, så skal vi være tro mod hinanden - hele livet. Min vagina er også din, og din livsgivende bajonet er også min, for som du selv sagde engang, at du vil gå helt bananas, hvis andre fik lov til at røre den - og det lover jeg dig. Og så går jeg ud fra, at du heller ikke kaster los til højre og venstre, bare fordi forandring fryder.
Jeg kunne se Pers øjne stråle, som aldrig før. Han greb omkring mig varmt og kærligt, men så trak jeg mig fri og bevægede mit hoved ned til bajonetten. Konstaterede hvor fin og strunk den var, parat til at blive slebet, pudset og kælet for, så den var klar til kamp uden skjold.
Det var en test for hele følelsesregisteret, men så mærkede og hørte jeg klasket, der ramte min ryg. I samme nu kravlede jeg frem og hen over Pers opvarmede stridsøkse, og i næste sekund mærkede jeg den bevæge sig ind i mit indre. Ikke med kraft, som en anden tomahawk, men langsommeligt og kærligt, mens vore øjne ikke veg fra hinanden.
Vi blev liggende i denne stilling ganske længe, kærtegnede og kyssede indtil Per sagde: - Hvis der ikke kommer et barn ud af det her, så gør vi det igen… om lidt.
Jeg smilte, tænkte allerede ind i fremtiden: Hej, der kommer Helene og Per med deres dejlige unge. 

Det var svært at gå hver til sit, men der var ingen vej udenom. For Per ventede der en vigtig håndboldkamp mod Stoholm senere på søndagen, og jeg måtte hjem og forberede mig på at fortælle Mette sandheden: Per er min, du må finde dig en anden. Måske blev det slet ikke så svært, for jeg tænkte på resultatet af deres seneste træf, mens jeg kiggede på himmelske kalkmalerier.
Det stævnemøde med Per endte til min fordel, hvad jeg naturligvis frækt også havde håbet på. Det var en chance, jeg tog, og så måske også lidt af medlidenhed, fordi Mette faktisk så ham først, men desværre for hende - i en for ung alder. Det går sikkert lidt nemmere med at fortælle mor og far, at nu flytter jeg hjemmefra og har fundet min livsledsager. 

Solen bagte ned på gårdspladsen, da jeg kom hjem. Konstaterede straks at garageporten stod åben og at bilen var væk, hørte Vaks bjæffe et par gange inde fra stuehuset, men ellers stod luften stille og var uden lyde. Jeg gik om i haven, bankede på Mettes vindue, men der skete intet. At hun kunne finde på at følge mor og fars faste tradition søndag formiddag og lytte til den fordømmende præst, var mere end utænkelig. Hendes cykel stod i garagen, og derfor måtte hun være et eller andet sted. Hvad med forkarlen Peter? Kunne det tænkes? Nej, karlekammeret var tomt, og kun den ene seng var redt pænt og nydelig. Med andre ord, alt tydede på, at det var Peters fridag.
Porten til laden stod halvåbent, og jeg tog et hurtigt kig, så intet, men hørte svage stemmer og lyde oppe fra loftet. Jeg blev stående og blev fuldstændig overbevist. Det kunne være tjenestepigen, men mere sandsynlig Mette, som var i fuld gang med at udfolde sin erotiske lyst. Spørgsmålet var blot, med hvem? Måske med den nye andenkarl, Frede. Nå, tænkte jeg, hvis det er ham, så har han i hver fald bluffet mig med sin bly fremtræden.
Jeg listede ud af laden, fandt nøglen, låste mig ind og satte mig straks ved det store egetræsbord, hvorfra jeg rettede øjnene mod porten. Jeg kiggede på stueuret, som viste 11.20 og tænkte: Nu må der snart ske noget, med tanke på kirkegængerne. Og så stod hun der pludselig, Mette, og jeg så hende løbe op mod stuehuset. Jeg greb avisen, gik ind i stuen og lod som om jeg læste i den.
- Hej, hvornår er du kommet? Mette så overrasket ud og lignede en, der prøvede at samle tankerne til sit næste spørgsmål.
- For ikke så lang tid siden, svarede jeg smilende. - Jeg var ude og kigge efter dig, men så dig ikke. Var også en tur på karleværelset, fordi der har du jo også haft din gang.
- Hold op med dine drillerier, bemærkede Mette med et sarkastisk blik, og i det samme hørte vi begge Morrisen køre ind på gårdspladsen.
- Nå, så må jeg hellere se at komme i gang med at sætte frokosten på bordet.
- Overlad det til mig, svarede jeg. Havde bemærket Mettes pjuskede hår og tilføjede rapt: - Skynd dig hellere ud på toilettet og få fjernet den høstak, der har viklet sig i dine lokker. Jeg ved, hvor du har været, og tillykke med det. Var det godt?
Mette svarede ikke. Hun sendte mig et nyt giftigt blik, fordi hun hadede at blive drillet, men så drejede hun rundt og løb ud på toilettet.

Da hun fem minutter efter kom tilbage, havde vi sat os til bordet, og jeg så Mette sende mig et taknemligt smil, hvorpå far spurgte til den studenterfest, som jeg havde bildt mine forældre ind var anledningen til besøget på Borgvold.
- Hvor har du været i nat?
- Overnattede hos Lisa i Overlund, svarede jeg. Hendes forældre er så flinke.
I det samme dukkede Frede op, og måske var der ikke andre, der så det, men jeg fangede et forlegent smil mod Mette. Hun rettede sig op og sagde: - Jeg troede ellers ikke, at du var hjemme!
Indvendig var jeg ved at eksplodere af grin, men så fik jeg halet alvoren frem og overvejede at sige det, som jeg havde bestemt mig for. Eller i hvert fald den første del af mine fremtidsplaner.
- Jeg har tænkt mig at flytte til Viborg. Det vil passe mig bedst, hvis jeg ellers får den stilling på Landsarkivet, som jeg har søgt. Og så er der en grund mere. Jeg er kommet til at kende en ung mand, som snart skal aftjene sin værnepligt i Fredericia, og i den tid har jeg fået lov til at bo i lejligheden - for blot halv husleje.
Det var et par nyheder, som satte gang i diskussionen, men Mette sagde ikke så meget, bortset fra spørgsmålet: - Hvad hedder han?
- Det kan du altid få at vide, svarede jeg, men Mette lignede en, der var misundelig og kastede et blik over mod Frede. Han sad bare og lyttede, men måske fulgte han mere med i det, der blev sagt, end det kunne ses.
I hvert fald rejste han sig fra bordet, sagde høfligt tak for mad og gik. 

Næppe var han ude af stuehuset, før far udtrykte stor begejstring for Frede.
- Det er den bedste andenkarl, vi nogensinde har haft.
Jeg var lige ved at skulle sige noget, men tav, fordi far fortsatte: - Ærgerligt, at han ikke er lidt ældre, og så vendte han blikket mod Mette og tilføjede: - Og det gælder også dig, I kunne blive et fint par, du kan jo godt lide ham, har jeg bemærket.
En rødblusset Mette fik fremstammet et: - Jo, han er da meget sød.
Jeg havde igen lyst til at grine højt, men tænkte blot: Ja, det kunne vi sikkert blive enige om, hvis I vidste, hvad der foregik på høloftet, mens I sad med foldede hænder i kirken. 

Jeg havde ikke siddet ret mange minutter i mit værelse, før Mette bankede på.
- Hvem er det, din nye filejs?
- Per, som du jo kender, ham ude på silofabrikken.
- Jeg tror ikke mine egne ører. Den Per, som du pudsede mig på. Hvornår er I blevet kærester? Mettes mund stod ikke stille.
- Det har vi været ganske længe, også da du fik lov at besøge ham. Du blev min testpilot. Jeg ville se, om han faldt for fristelsen, men det gjorde han ikke. Så nu er han min - og ingen andens.
- Hvor er du heldig Helene.
- Ja, men det er du også Mette. Frede ligner en guttermand, men hvis du vil, så kan jeg jo gå en tur op på karleværelset og sætte ham på prøve.
- Det kan du lige vove, så slå jeg dig ihjel.
- Så må jeg hellere lade være og lade hemmelighederne blive, hvor de er. Men sig mig Mette, var Frede god til det?
- Ja, det er han blevet, takket være dig. 

Det var dengang. Der er løbet meget vand i stranden siden da, og det gik alt sammen, som vi håbede. Efter et par år på Landsarkivet læste jeg videre på Aarhus Universitet, fik en magistergrad og kunne nu kalde mig historiker. Blev også gift med Per, der fortsatte sin karriere i militæret og han er stadig krigslysten og parat til at bruge ”bajonetten”.

Mette gik det også godt. I dag er hun den fine frue på gården sammen med Frede, men hvad han kalder stridsøksen, ved jeg ikke, måske spaden, høtyven eller måske forhammeren ... hvad ved jeg? Men at den bliver brugt er der klare beviser på - fire børn, mens Per og jeg kun har to. Til gengæld taler jeg tit med Mette, også om det, der sker i sengen.

Slut

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter  - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.

Indtast din e-mail:

Tilmeld Frameld

Hvad synes du om novellen?
Giv din mening til kende HER

Andre noveller af samme FORFATTER